Aalborg Håndbold har sendt GOG til tælling

Aalborg Håndbold forlængede GOG's nordjyske kompleks og viste, at der skal noget ekstraordinært til at vinde over mesterholdet

Aron Pálmarsson gjorde comeback og gjorde en forskel for Aalborg Håndbold <i>Foto: Martin Damgård</i>

Aron Pálmarsson gjorde comeback og gjorde en forskel for Aalborg Håndbold Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Vi skal lige huske på, at GOG i realiteten er ligeså tæt på DM-guldet, som Aalborg Håndbold er efter 25-25-resultatet i Gudme. 

Nu er det bare sådan, at kampens sidste sekunder er en mental GOG-mavepuster, som var det Mike Tyson, der havde ramt Brian Nielsen i mellemgulvet, da de to for mange år siden mødtes i Parken. 

Sådan et slag kommer man sig ikke bare over, og Aalborg Håndbold har ikke blot tilspillet sig en enorm mental overhånd. Man har også set, hvad GOG havde af trumfer på hånden, mens Jan Larsens tropper har pæn plads til forbedring. Der var lagt op til den helt store fest hos GOG. Alt var linet op til en finalesejr, men festen blev en gigantisk fuser, og party-spoileren hed Jonas Samuelsson. Hold da op for en afslutning, han leverede. 

Første afslutningsmulighed kom med to sekunder tilbage. Det er svært at finde ord for den personlige præstation fra den normale reserve, der fik meget fortjente minutter som stjerne. Han var aldrig kommet på banen, hvis Kristian Bjørnsen havde holdt niveau. 

Der var ganske enkelt for mange fejl. Aalborg var et postnummer eller to fra at lande på sit topniveau. Se bare på Kristian Bjørnsen. Ligaens bedste højrefløj var en skygge af sig selv og brændte alle sin afslutninger, hvilket er helt uhørt. 

Der er med andre ord oplagte forbedringsmuligheder for Aalborg til søndagens anden DM-finale, som spilles på eget halgulv. Naturligvis har GOG også mulighed for at skrue på et par knapper før den kamp, men Aalborg har klart mest at løfte på den konto. Det gør blot det uafgjorte resultat til en endnu bedre udgang på kampen for Aalborg, der nu får et stærkt hjemmepublikum i ryggen til kamp to. Det er ikke eneste gode nyhed set fra et nordjysk perspektiv.

Islandsk trumf

Aron Palmarsson var tilbage, og han er bare verdensklasse. Så må alle sortseerne gerne komme og sige, at han ikke har været stabil gennem det meste af sæsonen. Til gengæld har han leveret varen i pokalfinalen og i den første DM-finale. Hvis ikke det er et udtryk for klasse, så ved jeg ikke, hvad definitionen på klasse er? Der er noget stjernestøv over den optræden, som kun de bedste i verden kan drysse ud over en håndboldkamp.

I minutterne efter kampens dramatiske punktum kunne man høre en nedtrykt GOG-fan gå forbi pressepladserne og konstatere: - Det her har vi vist set før. 

Der begynder at være noget mental bagage at slæbe rundt på for GOG. Fynboernes direktør Kasper Jørgensen havde op til kampen peget på, at han ikke troede, at Aalborg kunne vinde i Gudme. Det behøver man jo sådan set heller ikke. 

En sejr i søndagens kamp vil sikre et bemærkelsesværdigt DM-guld til de guldvante nordjyder. Bemærkelsesværdigt fordi man i denne sæson har været ramt af skader i et omfang, som på sin vis har spillet en lille fordel over til GOG. 

De foregående sæsoner har Aalborg Håndbold været klar favorit ved indgangen til en finale, og den rolle har man nu genindtaget, hvis nogen skulle være i tvivl. Vi skal bare lige huske på, at Aalborg trods euforien over den uafgjorte "sejr" skal højne niveauet, ellers er GOG så godt et hold, at det ikke bliver til guldfest på søndag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden