Håndbold

Analyse: Nu har Aalborg sikret sig alle CL-trumferne

Aalborg Håndbold har sat sig selv i en gunstig situation og bør nu sikre sig den direkte adgang til kvartfinalerne i Champions League

Mikael Aggefors spillede en stor anden halvleg mod Elverum, og han og holdkammeraterne kan fortsat nyde udsigten fra toppen af Champions Leagues Gruppe A. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mikael Aggefors spillede en stor anden halvleg mod Elverum, og han og holdkammeraterne kan fortsat nyde udsigten fra toppen af Champions Leagues Gruppe A. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:20

HÅNDBOLD: Med onsdagens 32-27-sejr over norske Elverum har Aalborg Håndbold sat sig i en ualmindelig gunstig situation i Champions League.

Sejren betyder, at de danske mestre går ind til gruppespillets næstsidste runde som førerhold i Gruppe A, men det vigtige er, at Aalborg Håndbold er blandt de to øverste, når gruppespillet er færdigspillet. De placeringer giver nemlig direkte adgang til kvartfinalerne, mens nummer tre til seks skal over et par ottendedelsfinaler først.

Forude venter en udekamp mod Montpellier og en hjemmekamp mod Zagreb, men det kan vise sig at være nok at slå sidstnævnte. Konkurrenterne Montpellier, Kiel og Pick Szeged mødes også på kryds og tværs i de sidste runder, og hvis et eventuelt nederlag i Montpellier bliver på mindre end otte mål, vil Aalborg Håndbold også have den fordel, at man er bedre end både Montpellier og Pick Szeged i det indbyrdes regnskab.

På bundlinjen står, at Aalborg Håndbold nu bør gøre arbejdet færdigt, og det kan også være af helt afgørende betydning, hvis nordjyderne igen i år skal drømme om at nå til Køln og Final4-stævnet, hvor man debuterede i sidste sæson.

Risikoen for at støde ind i enten Paris SG eller Flensburg-Handewitt i ottendedelsfinalerne understreger vigtigheden af at springe den runde over.

Med en direkte kvalifikation til kvartfinalerne vil Aalborg Håndbold blot være to kampe fra Final4, og så er der god grund til at have store europæiske drømme på vegne af Stefan Madsens tropper igen i år.

I løbet af efteråret har man vist et imponerende topniveau i Champions League. Udfaldene i den hjemlige liga var for mange, men efter årsskiftet har aalborgenserne trods et sammenpresset program på imponerende vis gjort rent bord, og chancerne for europæisk succes bliver bestemt ikke ringere af, at Aron Pálmarsson onsdag gjorde comeback. Islændingen viste hurtigt prøver på sin store klasse, og Pálmarsson bliver kun bedre herfra, hvis han da kan undgå de skader, som han desværre har haft for mange af i sin tid i Aalborg Håndbold.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden