Analyse: Sådan er chancerne for nordjysk triumf i Gatten

Der er tre nordjyder med ved Made in Himmerland i år. Men ingen af dem kan betragtes som favoritter, lyder vurderingen fra Nordjyskes sportsjournalist

Arkivfoto

Arkivfoto

GOLF:Der er skabt nogle store øjeblikke for dansk golfsport, siden turneringen Made in Denmark første gang blev afholdt i Himmerland i 2014. Men der er én manglende oplevelse, som hvert år vendes og drejes.

Hvornår får vi en dansk vinder af den danske European Tour-turnering?

På samme måde kan vi med de regionale briller spejde efter, om en spiller med lokal forankring snart vil slå til på det nordjyske anlæg i Gatten. Her er det især Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard, som år efter år har repræsenteret Nordjylland.

Forhåbningerne har bare ikke været så store de seneste sæsoner. Kjeldsen har nemlig sin seneste sejr i en individuel slagspilsturnering tilbage i 2015, mens Bjerregaard senest triumferede i 2018. Ingen af dem har været prangende i denne sæson, hvor sidstnævnte i særdeleshed har kæmpet med formen.

Det er altså 46-årige Søren Kjeldsen, der ligner det oplagte bud på en nordjysk vinder. Fra 2014 til 2018 var vendelboen en fast bestanddel af toppen ved turneringen, og han kender hvert et hjørne af banen på Himmerland - selvom der er sket en del ændringer på det seneste.

Hvis først det begynder at blæse og regne, er han et af de interessante navne ved turneringen. Der falder i hvert fald flere typer golfspillere fra i den slags vejrforhold på et åbent anlæg, og spilleren fra Brønderslev er ingen lunde én af dem.

Dertil skal vi også medregne Martin Leth Simonsen, der til dagligt slår de fleste af sine slag på Challenge Tour - den sekundære, europæiske golftour.

Aalborgenseren viste sig rigtig godt frem på European Tour i fjor, hvor ranglisterne blev fastfrosset grundet coronapandemien, og han kunne vælge sine turneringsdeltagelser uden at skele til sin placering på Challenge Tour-ranglisten Race to Mallorca.

Simonsen er også en af de spillere, som typisk kommer godt igennem et udfordrende anlæg, hvilket Himmerland bliver i regn og vind. Hvis solen rammer golfbanen, og vinden lægger sig over Gatten, kan det dog let blive et spørgsmål om, hvem der sænker flest lange putts gennem ugen. Der har den 29-årige typisk ikke sine primære kompetencer.

Vejret bliver altså en stor faktor fra torsdag til søndag. Skal vi håbe på en nordjysk triumf, ser det i så fald ud til, at forholdene skal være svære.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.