Analyse: Sådan gjorde Aalborg-spillere det til VM

Nordjyskes håndboldekspert vurderer Aalborg Håndbolds otte VM-spillere

Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen kommer hjem til Aalborg med en fremragende VM-slutrunde i bagagen. <i>Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen kommer hjem til Aalborg med en fremragende VM-slutrunde i bagagen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

STOCKHOLM:Aalborg Håndbold kan præsentere tre verdensmestre, når Sparekassen Danmark Arena lørdag lægger gulv til, at HTH Herreligaen genoptages med et brag af en topkamp mod GOG.

Det danske hold med Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og Mads Hoxer har vist skræmmende styrke under VM. Specielt fra mellemrunden og frem har Danmark været overlegen målt på alle spillet faser. VM-guld for tredje gang i træk er historisk

Henrik Møllgaard kommer retur med styrket tro på egne forsvarskompetencer og masser af energi. Aalborg Håndbold får en forsvarsgeneral retur med højt niveau.

Mikkel Hansen har vel ikke været set bedre de sidste seks måneder. Det tegner godt for Aalborg Håndbold, at deres største offensive stjerne viser, at topniveauet er intakt. Eneste lille malurt i bægeret er, at Mikkel Hansen tilsyneladende spillede VM-finalen med knæproblemer, og i Aalborg må de krydse fingre for, at det ikke er alvorligt. Er det ikke det, kan Aalborg Håndbold glæde sig over at få Mikkel Hansen hjem i en bedre forfatning, end han har været i i sit første halve år i klubben, og det er selvsagt vigtigt, nu når Aalborg Håndbolds sæson går ind i en spændende fase.

Mads Hoxer fik en flot VM-debut, og selv om han ikke brændte banen af, har han fået værdifuldt erfaring, som han kommer til at kunne omsætte positivt.

Sverige med Aalborg-duoen Felix Claar og Lukas Sandell sluttede på den barske fjerdeplads, som ingen husker. Holdet mistede deres helt store stjerne Jim Gottfridsson, og selv om Felix Claar flot overtog dirigentstokken, så blev VM ikke det VM, som Sverige havde sat næsen op efter på hjemmebane. Men Felix Claar har spillet et godt VM og har igen vist sit blik for medspillerne. Lukas Sandell har ved dette VM ikke haft helt samme fremtrædende rolle som ved de seneste mesterskaber. Sammenholdt med at det ikke blev til medaljer, kommer begge formentlig retur med en lunken fornemmelse.

Norge sluttede som nummer seks. De snublede, da de havde chancen for at spille sig videre til semifinalerne og dermed spille med om medaljerne.

Kristian Bjørnsen kom ufrivilligt til at få en hovedrolle i kvartfinalen mod Spanien, da han med få sekunder tilbage ikke gik på mål, mistede bolden og Spanien udlignede. Aalborg Håndbolds højre fløj havde derudover den afgørende afslutning, som ikke gik i mål. Men ellers har han som resten af Norge spillet en fin VM-turnering. Bør komme retur til Aalborg med en overordnet god VM-oplevelse, men selvfølgelig vil kampen mod Spanien sidde i kroppen i et stykke tid.

Sebastian Barthold har spillet rigtig mange minutter og haft en stor rolle. Afslutningerne har dog ikke helt været på det niveau, som vi kender, men kommer retur til Aalborg i fin spillemæssig form.

Island med Aalborg Håndbolds Aron Pálmarsson som anfører sluttede uden for top-otte, og forventningerne var vel til top-otte. Aron Pálmarsson kom aldrig til at få nogen større indflydelse for Island i VM-turneringen. Han kommer eftersigende skadet retur til Aalborg og formentlig hverken med en god VM-oplevelse eller øget selvtillid

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.