Analyse: Tre gode grunde til at tro på aalborgensisk succes
Aalborg Pirates er som ventet klar til DM-semifinalen, men hvad vigtigere er, så efterlader piraterne et længe ventet indtryk af at være på rette vej
Opdateret kl. 13:18
Det har været en ujævn sæson for Aalborg Pirates i denne omgang. Trænerskiftet fra Grath Murray til Jens Nielsen har naturligvis betydet en del for spillet på isen, som undervejs har virket ukarakteristisk usammenhængende for det forsvarende mesterhold.
I flere grundspilskampe har det udefra set ud som om, piratskibet har kæmpet med at få vind i sejlene. Den normalt så kendetegnende fart, som man har spillet med, har været gemt godt væk.
Evnen til at skøjte og spille modstanderholdet godt ned i egen zone har været fraværende, og den normalt så stærke forechecking har været en mangelvare i mange situationer, hvor piraterne har trukket hurtigt hjem mod egen hule.
Den aggressive og og ambitiøse form for ishockey ser dog stille og roligt til at være tilbage på Pirates-mandskabet, som i kvartfinalekampene mod Rødovre havde sig et fem kampe langt skydetelt mod det københavnske mål.
Inden slutspillet understregede kaptajn Julian Jakobsen, at hen følte, at holdet var ligeså godt stillet inden dette års slutspil, som det har været tilfældet i de to foregående sæsoner, som begge har resulteret i guldhjelme.
Frem til 1. november så det ud til, at Pirates var på sikker kurs mod et nyt sæt guldmedaljer. piraterne så ganske enkelt suveræne ud mod de øvrige danske hold. Der var enkelte udfald, men i det store hele skøjtede man hen over sine modstandere på dansk is. Farten fra Champions Hockey League var taget med hjem til ligaen.
Blandt andet kørte man Frederikshavn over med 9-2 efter en 9-0-føring halvvejs gennem kampen. Få dage efter hoppede kæden imidlertid af. Efter en forrygende første periode i en hjemmekamp mod Odense stødte piratskibet på grund. Kampen blev tabt i overtid, og det blev begyndelsen på fem nederlag på stribe.
Sportschef Ronny Larsen var selv ude at sige, at spillet ikke var godt, men han havde respekt for, at man fik sejrene i hus. Allerede der kunne man mærke, at noget ikke var, som det plejer at være.
Den fornemmelse blev konfirmeret, da Garth Murray blev fyret i kølvandet på Final4.
Jens Nielsen kom ind som afløser. Det har været en hård fødsel, men nu ser det langt om længe ud som om, man har fundet frem til noget, der virker. Det bliver der i den grad også brug for i semifinaleserien. Der venter utvivlsomt meget hårdere modstand for piraterne.
Der skal ikke pilles ved Rødovres indsats, for det er enestående godt arbejde fra Olaf Eller at få det unge mandskab i en kvartfinaleserie, som oven i købet blev en hård nød at knække for Pirates.
Førstekæde ligner sig selv
Der er tre grunde til at tro på Pirates-succes i en semifinale på baggrund af de seneste takter mod Rødovre og i slutningen af grundspillet.
Den rigtig gode nyhed for piraterne er, at man også har fået gang i nogle af de profiler, der død og pine skal spille på et højt niveau, hvis det skal blive til mere end en semifinalplads.
Blandt andet begynder Thomas Spelling at leve op til sit kælenavn: Slutspelling med reference til, at han er bedst i slutspillet. Bo Hanson, Nikolaj Carstensen, Patrick Bjorkstrand og Tobias Ladehoff har også vist en markant stigende formkurve i de seneste kampe.
Den efterhånden legendariske førstekæde, som er en historie for sig, ser også ud til at have fundet melodien tids nok til at gøre sig gældende.
Derudover er det meget vigtigt for piraterne, at førstekæden med Julian Jakobsen, Kirill Kabnov og Jeppe Jul Korsgaard begynder at ligne sig selv med et utrætteligt defensivt arbejde og stor offensivt output.
Det tredje helt afgørende punkt er, at Pirates ser ud til at have fundet en formel, der også mod bedre modstandere er defensivt stærk nok til at modstå et tryk. Her kommer fart og forechecking for alvor i spil. Kan det opretholdes, så ser det godt ud.
Der er et enkelt men. For det er ikke helt og aldeles problemfri sejlads for piratskibet frem mod semifinalerne.
Det helt store spørgsmålstegn inden semifinaleserien er, om Aalborg Pirates også må se bort fra Calder Brooks, Morin og Jimi Jalonen i de kommende kampe. Skader kan med andre ord blive en en faktor.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.