Fodbold

Analyse: Vendsyssel er tilbage i top-6, men spillet er ikke

Vendelboerne skulle mandag aften bruge et straffespark for at slå ekstremt formsvage FC Helsingør

Carl Lange (tv.) greb chancen  og blev matchvinder, efter at Lasse Steffensen trak et straffespark.
Carl Lange (tv.) greb chancen  og blev matchvinder, efter at Lasse Steffensen trak et straffespark. Arkivfoto: Lars Pauli

Det var to formsvage fodboldhold, der mandag aften krydsede klinger i landets næstbedste række, og det kunne i den grad ses på kvaliteten af spillet.

Vendsyssel FF var mindst dårlige på kunstgræsset i Helsingør, og derfor kan der ikke udsættes noget på, at de vandt en uhyre vigtig 1-0-sejr. Den sender Henrik Pedersens mandskab tilbage i den top-6, som klubben har en klar ambition om at tilhøre.

Man må dog også være ærlig og sige, at spillet skal blive meget bedre, end det var mod Helsingør, hvis Vendsyssel skal gøre krav på at blive i den øverste halvdel af NordicBet Ligaen.

Det var meget sigende en stor fejl af hjemmeholdets anfører Daniel Norouzi, der afgjorde mandagens kamp efter godt en times spil. Han lavede en sløj berøring og endte med at fælde Vendsyssel-angriberen Lasse Steffensen i forsøget på at præparere på sin fejl. Det gav et korrekt dømt straffe, og her viste Carl Lange et glimt af klasse, da han sikkert omsatte fra pletten og dermed blev matchvinder på sin gamle hjemmebane.

FC Helsingør - Vendsyssel FF 0-1
  • Fodbold, NordicBet Ligaen (1. div)
  • Mål: 0-1 Carl Lange (straffe, 63. minut)
  • Advarsel, Vendsyssel: Lucas Jensen, Vensyssel FF (51.)
  • Opstilling, Vendysssel (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Emil Arendrup Nielsen, Marcus Hannesbo - Oskar Öhlenschlaeger (Benjamin Braithwaite, 90.), Simon Okosun, Carl Lange - Lucas Jensen (Kasper Lunding, 68.), Lasse Steffensen (Caden Clark, 68.), Oscar Buch (Zean Dalügge, 68.)
  • Dommer: Sebastian Friis Aagerup
  • Tilskuere: 705

Helsingør var inden kampen uden sejr i ni opgør i træk, og vendelboerne gik fra start højt op på banen for at at fremprovokere nogle fejl hos det selvtillidstappede hjemmehold. Den del af planen virkede fint, men gæsterne fik i første halvleg ikke omsat erobringerne til åbne chancer. Dertil var kvaliteten i de afgørende aktioner alt for dårlig.

Marcus Bundgaard i Vendsyssel-målet havde reelt intet at lave i de første 45 minutter, men det fik han i starten af anden halvleg. Her blev Monday Etim spillet fri i dybden, men Helsingør-spilleren sparkede friløberen forbi kassen. Derudover havde Mads Greve og tilbagevendte Emil Arendrup Nielsen dog fornuftigt styr på defensiven.

Rune Frantsen (bagerst) gjorde comeback hos Vendsyssel FF, men den rutinerede back er stadig langt fra topformen. Arkivfoto: Lars Pauli

Her var Rune Frantsen og Marcus Hannesbo nye på backpladserne, men især førstnævnte er stadig et pænt stykke fra formen efter en længere skadespause.

Vendsyssel FF havde også teten i kampen i de sidste 45 minutter, men den eneste større chance tilfaldt Lucas Jensen på et hovedstød, som dog ikke krævede nogen fantomredning af Frederik Ibsen i Helsingør-målet.

Derfor blev det nervøst til det sidste, hvor Helsingør lurede på at stjæle et point på en dødbold, men Marcus Bundgaard i målet klarede frisag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden