historie

Ancelotti ser Real Madrids Champions League-succes som fordel

Guardiola ved, at City ikke kan hamle op med 13 trofæer, men siger, at holdet selv kan skrive et nyt kapitel.

Carlo Ancelotti ser det som en fordel, at Real Madrid har vundet Champions League mange gange før, når holdet tirsdag aften møder Manchester City i semifinalen. Det fortalte han på et pressemøde på Etihad Stadium mandag.
Carlo Ancelotti ser det som en fordel, at Real Madrid har vundet Champions League mange gange før, når holdet tirsdag aften møder Manchester City i semifinalen. Det fortalte han på et pressemøde på Etihad Stadium mandag. Martin Rickett/Ritzau Scanpix

Real Madrids succeshistorie i Champions League giver holdet en fordel, når det tirsdag møder Manchester City i den første semifinalekamp.

Det siger cheftræner Carlo Ancelotti forud for det store brag.

- Den historik, Real Madrid har i denne her turnering, betyder meget mere for os end for vores rivaler, siger Ancelotti på et pressemøde.

- Den historie, der er blevet skrevet gennem årene, hjælper spillerne til at mærke betydningen af trøjen. En betydning, der er positiv, ikke negativ, tilføjer han.

Real Madrid har vundet Champions League 13 gange, hvilket gør den spanske storklub til den mest succesrige fodboldklub i turneringen.

Omvendt har Manchester City kun været i finalen én gang. Det var sidste år, da de blev slået af Chelsea 1-0.

City-manager Pep Guardiola indrømmer, at Manchester City ikke kan konkurrere med Real Madrids mange trofæer. Spanieren understreger dog, at City har mulighed for selv at skrive et nyt kapitel.

- Hvis vi skulle konkurrere med historien, ville vi ikke have en chance. Deres historie taler for sig selv, siger han på et pressemøde om Real Madrid.

- Vi er nødt til at have lysten til at konkurrere mod dem. At spille mod Real Madrid er en utrolig test. Vi ønsker at prøve det. Det er nødt til at gøre ondt, og vi er nødt til at holde sammen, når vi har bolden, og forsøge at angribe, siger Guardiola.

- For et årti siden var vi her ikke, og nu er vi her. Det er en god lektie for fremtiden, tilføjer han.

Manchester City og Real Madrid mødtes også i semifinalen i Champions League i 2016. Dengang vandt Real Madrid med samlet 1-0.

City fik dog hævn i 2020, da holdet slog Real Madrid i ottendedelsfinalen.

- Presset er ens for begge hold, siger Carlo Ancelotti.

- For Real Madrid er det ikke en succes at vinde en semifinale. Det er en succes at vinde finalen i denne turnering. Normalt, når Real Madrid når finalen, har de en god chance for at vinde, siger han.

I den anden semifinale mødes Liverpool og Villarreal på Anfield onsdag aften.

Returkampene spilles i næste uge.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden