Antonsen og Axelsen skal dyste om EM-guldet

Badmintonspillerne Anders Antonsen og Viktor Axelsen er klar til finalen ved EM i Spanien.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som den første dansker avancerede Anders Antonsen til finalen ved dette års EM i badminton.

Antonsen, der er forsvarende europamester og nummer tre i verden, vandt 21-16, 19-21, 21-15 over franske Toma Junior Popov i fredagens semifinale.

Senere strøg Viktor Axelsen som den anden dansker også i finalen, efter en sejr i to sæt over israeleren Misha Zilberman. Cifrene endte på 21-10, 21-11 efter 27 minutters spil.

- Det var lidt en atypisk semifinale. Det var ikke det kønneste spil. Det blev meget tju-bang. Men jeg kom ind og fik løst opgaven, og det er jeg glad for, siger Axelsen.

Antonsen var ude i en noget hårdere dyst i sin semifinale mod Popov, nummer 28 i verden.

I første sæt var Antonsen kun bagud en enkelt gang ved 0-1. Siden kontrollerede danskeren sættet, selv om franskmanden et par gange var ved at få kontakt.

Toma Junior Popov, som i kvartfinalen slog Hans Kristian Vittinghus ud, var godt med i andet sæt.

Antonsen smed en føring på 8-5, og derefter var Popov i teten det meste af vejen.

Der var dog kontakt ved 19-19, inden Popov vandt to point i træk og udlignede til 1-1 i sæt.

I tredje sæt styrede Antonsen igen begivenhederne på banen, efter at Popov ellers var kommet foran 3-0.

Antonsen fik udlignet til 5-5 og kom siden foran med 15-8. Trods en del franske reduceringer sørgede Antonsen for en plads i finalen.

- Det ser jeg meget frem til. Det bliver selvfølgelig en rigtig spændende kamp. Det plejer at være nogle fede kampe. Det bliver en god test at møde Viktor, siger Antonsen.

Axelsen, der er nummer et i verden og topseedet ved EM, fører 4-3 i indbyrdes opgør mod Antonsen.

- Jeg ser frem mod opgøret. Det er altid en sjov oplevelse at møde en landsmand.

- Vi kender jo hinanden rigtigt godt, så det handler om, hvem der spiller bedst på dagen, og hvem der formår at håndtere den andens spil bedst, siger Axelsen.

Finalen i herresingle bliver den eneste med dansk deltagelse lørdag.

I mixeddouble missede Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby en plads i finalen efter et nederlag i tre sæt til et tysk makkerpar.

I damedouble tabte Amalie Magelund og Freja Ravn i to sæt til en bulgarsk duo. Damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen tabte i deres semifinale til et tysk par.

Også singlespilleren Mia Blichfeldt tabte i semifinalen. Det blev til et dansk nederlag på 19-21, 21-19, 21-10 til skotten Kirsty Gilmour.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.