Andreas Christensen-konkurrent sendes til Tottenham

Den franske forsvarsspiller Clément Lenglet skifter fra FC Barcelona til Tottenham på en etårig lejeaftale.

Clément Lenglet skal det næste år heade bolden væk for Tottenham. Her ses han i en duel mod Frankfurt-danskeren Jesper Lindstrøm i en Europa League-kamp i den seneste sæson. <i>Armando Babani/Ritzau Scanpix</i>

Clément Lenglet skal det næste år heade bolden væk for Tottenham. Her ses han i en duel mod Frankfurt-danskeren Jesper Lindstrøm i en Europa League-kamp i den seneste sæson. Armando Babani/Ritzau Scanpix

Forsvarsspilleren Andreas Christensen får en konkurrent mindre i FC Barcelona.

Den spanske fodboldklub sender nemlig den franske forsvarsspiller Clément Lenglet til Tottenham.

Premier League-klubben oplyser fredag, at Lenglet har underskrevet en etårig lejeaftale med Tottenham, der har den danske midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg på lønningslisten.

I torsdags blev Andreas Christensen officielt præsenteret i Barcelona. Danskerens kontrakt med Chelsea udløb efter den seneste sæson.

27-årige Lenglet kom til Barcelona fra Sevilla i 2018, og i den seneste sæson blev franskmanden noteret for i alt 20 ligakampe for FC Barcelona.

Han var en del af den franske EM-trup sidste år og er noteret for i alt 15 landskampe.

Lenglet er Tottenhams femte nye spiller i sommerens transfervindue. Målmanden Fraser Forster, kantspilleren Ivan Perisic midtbanespilleren Yves Bissouma og angriberen Richarlison er allerede hentet til London-klubben.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.