Fodbold

Anfører spillede med brækket arm i Portugals VM-exit

Efter nederlaget til Marokko har Portugal-forsvareren Pepe fået konstateret et brud på venstre arm.

Pepe tager sig til hovedet i Portugals kamp mod Marokko. Venstre arm er indbundet, og efter slutfløjt bekræftede en undersøgelse, at han har et brud.
Pepe tager sig til hovedet i Portugals kamp mod Marokko. Venstre arm er indbundet, og efter slutfløjt bekræftede en undersøgelse, at han har et brud. Molly Darlington/Reuters

Portugals anfører Pepe spillede kampen mod Marokko til ende med et brud på venstre arm.

Det oplyser Portugals Fodboldforbund på dets hjemmeside.

Efter kvartfinalenederlaget på 0-1 blev den 39-årige midterforsvarer fragtet til hospitalet for at blive undersøgt.

Her blev det bekræftet, at Pepe under kampen har fået et brud.

Pepe indledte kampen med anførerbindet, men i begyndelsen af anden halvleg overlod han det til indskiftede Cristiano Ronaldo.

Den brasiliansk fødte forsvarsspiller havde kampens sidste store chance, da han syv minutter inde i tillægstiden var gået med frem og fik en pæn mulighed for at holde liv i Portugals VM.

Pepes hovedstød var dog for upræcist, og han ramte forbi målrammen.

Marokko vandt derfor overraskende kvartfinaleduellen på Youssef En Nesyris scoring fem minutter før pausen.

Marokko skal i semifinalen op mod de regerende verdensmestre fra Frankrig. I den anden semifinale står Kroatien over for Argentina.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden