Anklagere vil have spansk kyssesag til at gå om
Dommeren i sagen om Luis Rubiales var ikke upartisk, hævder anklagerne, der kræver ny rettergang.
Det sidste ord er ikke sagt i sagen mod den tidligere spanske fodboldpræsident, der kyssede en spiller uden samtykke, efter at det spanske kvindelandshold havde vundet VM-guld i 2023.
Anklagerne har torsdag anmodet om, at sagen skal om, og at den første sagsbehandling bliver erklæret ugyldig.
Ifølge nyhedsbureauet AFP sætter anklagerne i anmodningen spørgsmålstegn ved dommerens upartiskhed.
I forvejen har både den anklagede, Luis Rubiales, og offeret, Jenni Hermoso, anket afgørelsen.
Sagen udspringer af de usædvanlige scener, der udspillede sig efter VM-finalen i august 2023.
Rubiales, der på det tidspunkt var præsident for Spaniens Fodboldforbund, var på sejrspodiet for at hilse på de jublende spillere. Da han nåede Jenni Hermoso, tog han hende om hovedet med begge hænder og kyssede hende på munden.
Hermoso afviste bagefter at have givet samtykke til kysset og lagde siden sag an.
Luis Rubiales blev i februar idømt en bøde på 10.000 euro for seksuelt overgreb. Derudover må han ikke opholde sig i en radius af 200 meter fra Hermoso i det næste år, og han må ikke kontakte hende.
Til gengæld blev han ikke fundet skyldig i "ulovlig tvang".
Anklageren havde ønsket en fængselsstraf på to og et halvt år, mens Rubiales sigtede efter frifindelse i alle anklagepunkter.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.