Anthony Joshua møder ukrainer i revanchebrag i maj
Den 32-årige brite skal forsøge at vinde fire VM-bælter tilbage, når han møder Oleksandr Usyk senere på året.
Briten Anthony Joshuas revanchekamp i sværvægt mod ukrainske Oleksandr Usyk er planlagt til at skulle bokses i maj.
Det siger Joshuas promoter, Eddie Hearn, tirsdag.
Den tidligere verdensmester tabte 25. september sine VM-bælter hos forbundene WBO, WBA, IBF og IBO, da han på Tottenham Hotspur Stadium i London blev udbokset af Usyk foran 67.000 tilskuere.
Men nu får Joshua som ventet muligheden for at vinde sine bælter tilbage mod den 35-årige ukrainer, efter at briten i oktober udløste en klausul om en revanchekamp mellem de to i kølvandet på det første opgør.
Ifølge britiske medier skulle boksestjernen Tyson Fury ellers have tilbudt at købe Joshua ud af kontrakten med Usyk, så ukraineren kunne møde Fury i en kamp om at forene alle VM-bælter i sværvægtsdivisionen. Men de samtaler kollapsede.
- Det ligger fast, at AJ (Anthony Joshua, red.) skal kæmpe mod Usyk, hvilket er hans foretrukne valg, siger Eddie Hearn tirsdag til BBC i en podcast om boksning.
- I kommer til at se kampen i maj, tilføjer han.
Boksepromotoren fortæller desuden, at det endnu ikke ligger fast, hvor opgøret skal bokses henne.
- Der er Storbritannien, Amerika, Mellemøsten - vi har fået tilbud fra hele verden om den kamp. Jeg vil gerne afvikle den i Storbritannien, men vi får at se, siger Hearn.
32-årige Anthony Joshua har tidligere genvundet verdensmesterskabet i sværvægt. Det gjorde han 2019, da han besejrede Andy Ruiz efter at have tabt til amerikaneren med mexicanske rødder tidligere på året.
I alt har Joshua bokset 26 professionelle kampe med 24 sejre og to nederlag til følge.
Oleksandr Usyk rykkede først op i sværvægtsdivisionen i 2019 efter en yderst succesfuld karriere i vægtklassen cruiservægt.
Han har som professionel bokset 19 kampe og vundet dem alle.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.