Sport

Antonsen kan revanchere sig mod VM-bøddel i sæsonfinalen

Anders Antonsen er havnet i sæsonfinalegruppe med Kunlavut Vitidsarn, Christo Popov og Jonatan Christie.

Anders Antonsen og Kunlavut Vitidsarn ses her efter thailænderens sejr i VM-semifinalen 30. august. (Arkivfoto).
Anders Antonsen og Kunlavut Vitidsarn ses her efter thailænderens sejr i VM-semifinalen 30. august. (Arkivfoto). Thibaud Moritz/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:56

Den danske badmintonstjerne Anders Antonsen skal forsøge at revanchere sig mod thailænderen Kunlavut Vitidsarn, når World Tour-sæsonfinalen spilles i kinesiske Hangzhou i næste uge.

Det står klart efter lørdagens lodtrækning til turneringens indledende gruppespil.

Tilbage i august blev thailænderen bødlen for Anders Antonsen i VM-semifinalen i Paris. Her vandt Vitidsarn i to sæt og fratog Antonsen muligheden for at blive verdensmester.

Danskeren kan dog finde optimisme i, at han ofte har et godt tag på thailænderen med seks sejre i ni indbyrdes møder.

Vitidsarn har været den bedste spiller på World Touren i år og var seedet som nummer et ved lodtrækningen, hvor Anders Antonsen var seedet som nummer fire.

I det indledende gruppespil skal Antonsen også op imod franskmanden Christo Popov og indoneseren Jonatan Christie.

Aarhusianeren har et indbyrdes overtag mod Popov, men ikke mod Jonatan Christie.

- Det er jo lidt pest eller kolera. Man kommer ikke uden om et benhårdt program i sæsonfinalen, siger Anders Antonsen til TV 2 Sport.

Gruppens to bedste avancerer til semifinalerne.

Her bliver de parret med de to bedste fra den anden gruppe, der tæller Li Shifeng, Chou Tien-chen, Kodai Naraoka og verdensmesteren Shi Yuqi.

Anders Antonsen er den eneste danske deltager i sæsonfinalen, der afvikles i perioden 17.-21. december.

Førstepræmien i herresingle er lidt over 1,5 millioner kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden