Sport

Antonsen punkterer træt franskmand efter skidt start

Anders Antonsen er klar til semifinalen i Super 1000-turneringen China Open efter sejr over Toma Junior Popov.

Anders Antonsen tabte første sæt, men endte med at vinde i tre sæt fredag.
Anders Antonsen tabte første sæt, men endte med at vinde i tre sæt fredag. -/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:55

Badmintonspilleren Anders Antonsen fik sig fredag en forskrækkelse i Super 1000-turneringen China Open, men danskeren formåede alligevel at spille sig videre til semifinalen.

Franske Toma Junior Popov, der er nummer 17 i verden, vandt overraskende første sæt, inden at Antonsen vendte kampen og vandt i tre sæt.

Antonsen, der er nummer tre i verden og andenseedet i turneringen, endte med at vinde kampen 19-21, 21-12, 21-8 efter en time og et kvarter.

Efter at have vundet første sæt fulgte Toma Junior Popov med frem til 6-6 i andet sæt. Derfra knækkede filmen for franskmanden, der kun vandt 14 af de næste 50 point i opgøret.

Toma Junior Popov stillede også op i double i den kinesiske turnering, og det virkede til, at kræfterne slap op i de to sidste sæt.

Antonsen gjorde stort set, hvad der passede ham i tredje og sidste sæt, hvor en helt energiforladt Popov nærmest havde givet op inde på banen.

I lørdagens semifinale skal Antonsen møde kineseren Wang Zhengxing, der er nummer 23 i verden.

Zhengxing vandt i sin kvartfinale 21-6, 22-20 over Christo Popov, der er doublemakker og bror til Toma Junior Popov.

Antonsen er det eneste tilbageværende danske islæt i turneringen i Kina.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden