Sport

Antonsen slider sig videre til kvartfinale i Thailand

Anders Antonsen er videre til kvartfinalerne ved Thailand Open efter en hårdt kæmpet sejr i tre sæt.

Den danske badmintonspiller Anders Antonsen har fået en fin start på Thailand Open. (Arkivfoto).
Den danske badmintonspiller Anders Antonsen har fået en fin start på Thailand Open. (Arkivfoto). Jade Gao/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:21

Anders Antonsen er videre til kvartfinalerne ved Thailand Open efter en sejr i tre sæt over japaneren Yushi Tanaka.

Den danske verdenstreer vandt torsdag 21-13, 18-21, 22-20 i en kamp, hvor han i den grad blev presset af sin japanske modstander.

Tanaka fik en rigtig god start på kampen, hvor den 29-årige dansker lige skulle komme i gear.

Med seks point i træk bragte japaneren sig foran 7-2, men hullet til Antonsen holdt ikke længe.

Danskeren kom tilbage til 7-7, og i en kort periode var opgøret relativt lige, før Antonsen fandt rytmen og dominerede slutningen på første sæt, som han vandt 21-13.

I andet sæt kom Antonsen også flyvende fra start. Tanaka havde svært ved at følge tempoet fra danskeren, som hurtigt kom foran 5-0.

Japaneren svarede dog stærkt igen og spillede sig tilbage i sættet, hvor han pludselig var foran 14-12.

Herfra kontrollerede Tanaka spillet og tvang kampen ud i et tredje sæt.

Det afgørende sæt var tæt mellem de to duellanter, som delte de første 12 point, men derefter kom Antonsen ind i en god stime og bragte sig foran 16-9.

Tanaka gav dog ikke op og kom igen tæt på.

Til sidst i tredje sæt havde Antonsen hele fire matchbolde, men det lykkedes ikke at lukke kampen med det samme. Til sidst holdt han dog fokus og vandt 22-20 efter en tæt afslutning mod en hårdt kæmpende Tanaka.

På kvindesiden havde Line Kjærsfeldt torsdag også en japansk modstander i Hina Akechi. Det gik dog mindre godt for Kjærsfeldt, der er rangeret som nummer 23 i verden.

Danskeren tabte 14-21, 21-19, 14-21 til Akechi, der er nummer 28 i verden, og røg ud af turneringen i anden runde.

Thailand Open er en Super 500-turnering og ikke en af de største i løbet af sæsonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden