Sport

Antonsen spadserer videre fra åbningskamp i Thailand

Med en sejr i to sæt er Anders Antonsen klar til anden runde i Super 500-turneringen Thailand Open.

Badmintonspilleren Anders Antonsen vandt onsdag i to sæt og gik videre i Thailand. (Arkivfoto).
Badmintonspilleren Anders Antonsen vandt onsdag i to sæt og gik videre i Thailand. (Arkivfoto). Jade Gao/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen gik onsdag sikkert videre til anden runde i badmintonturneringen Thailand Open.

Den danske verdenstreer vandt 21-7, 21-17 over Jason Gunawan, der er nummer 40 i verden.

I første sæt kom Anders Antonsen hurtigt solidt foran, og der var aldrig tvivl om åbningssættet.

Styrkeforholdet ændrede sig i andet sæt, hvor Jason Gunawan fra Hongkong var langt bedre med og foran 12-8.

Anders Antonsen fik vendt det og tog sin første føring ved 14-13. Men Jason Gunawan var fortsat godt med og kom foran 17-16, men derfra tog Anders Antonsen resten af pointene.

Med fem vundne point i træk gik Anders Antonsen sikkert videre til anden runde, som svarer til ottendedelsfinalerne i turneringen.

Mens Antonsen avancerede, røg Magnus Johannesen ud efter en enkelt kamp. Danskeren, der er nummer 39 i verden, tabte i to sæt til Lee Cheuk Yiu fra Hongkong, verdens nummer 23.

I damesingle tabte Amalie Schulz i to sæt til en taiwaner og er færdig i turneringen efter en enkelt kamp.

Thailand Open er en Super 500-turnering og ikke en af de største i løbet af sæsonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden