Sport

Arbejdet med klubkultur fylder mere end oprykning i OB

Kursen er sat mod Superligaen, men sportsdirektør Troels Bech og de øvrige ledere har fokus på den lange bane.

17-årige William Martin er en af de unge spillere, som skal være med til at tegne OB-holdet de kommende år. (Arkivfoto).
17-årige William Martin er en af de unge spillere, som skal være med til at tegne OB-holdet de kommende år. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mens OB's fans glæder sig over udsigt til oprykning, så er der i den sportslige ledelse et andet fokus. Ikke at oprykningen er ligegyldig eller negligeres, men arbejdet med at genskabe OB rækker langt ud over den oprykning, der er tæt på.

For årtiers slingrekurs er ikke bremset med en oprykning. I kulisserne skal kulturen og identiteten styrkes. Det arbejde er allerede i gang, og det er det, som sportsdirektør Troels Bech har sit største fokus på.

- Oprykning er ikke et mål, det er en sideeffekt af målet. Målet er at få skabt det her tydelige udtryk. Det er at få skabt en sundere kultur, slår han fast.

Det var et arbejde, han nærmest fra dag ét, da han blev ansat for et lille års tid siden, gik i gang med. For efter tre perioder som træner i klubben i løbet af dette årtusind var han ikke i tvivl om, hvor skoen trykkede.

- Det er min personlige oplevelse, at OB har været kendetegnet ved en række stærke og modsatrettede subkulturer i mange år. Og at den standard, vi får sat for, hvornår noget er godt, den lige så stille er glædet nedad, siger Troels Bech.

- Godt nok er ikke godt. Godt nok betyder, at der er noget, der er meget bedre. Og det er den standard, vi gerne vil genindføre i OB.

Han ser allerede tegn på, at kulturen i og omkring klubben er i bedring. Både i omklædningsrummet blandt spillerne og i de forskellige afkroge af klubben fornemmer han, at man ikke længere stiller sig tilfreds med "godt nok".

Blandt andet en masse dialog med fans og andre interessenter har gjort ledelsen bevidst om, hvad det er for en identitet, OB skal have. Både i klubben generelt og i udtrykket på banen.

Arbejdet er ingenlunde færdigt, men ifølge Troels Bech tegner der sig et klart billede af, at det er gamle klubdyder, som i en moderne form skal tilbage.

- Det er noget fodbold med stor intensitet. Det bliver nok også noget med offervilje, og at man gerne løber forgæves meter. Det bliver nok lidt sådan et OB-udtryk fra 80'erne, forklarer Bech.

Løbeviljen og intensiteten skal selvsagt krydres med dygtige spillere. Tidligere har man i høj grad hentet dem udefra, men et større fokus på talentarbejdet og en større sammenhængskraft på træningsanlægget skal sikre, at de oftere også kommer fra egen andedam.

- Nede i Ådalen har vi to huse - et akademihus og et Superliga-hus. Som det stadig hedder, selv om vi spiller i Nordic Bet Ligaen lige nu. Men der skal være en større tæthed mellem de huse, lyder det fra sportsdirektøren.

- Adgangen til A-truppen skal være meget, meget nemmere for vores unge spillere.

Transitionen - altså overgangen fra ungdomsspiller til seniorspiller - skal løftes. Også selv om det bliver sværere, når det formentlig hedder Superliga frem for 1. division. Og man skal være en attraktiv klub for unge spillere, fordi de i OB kan se en god karrierevej.

Det har andre klubber været dygtige til. Troels Bech lader sig da også gerne inspirere af andre, men ikke alt for meget. For som han siger:

- Det nytter jo ikke noget, at vi gør så meget for at forstå andre, hvis vi ikke kender os selv.

OB vandt fredag hele 6-0 ude over Esbjerg. Fynboerne fører 1. division og har 12 point ned til AC Horsens på den tredjeplads, som ikke giver oprykning. Der resterer syv spillerunder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden