Fodbold

Argentina nærmer sig verdensrekord efter sejr i VM-test

Argentina sprudlede offensivt, da holdet besejrede De Forenede Arabiske Emirater og nærmede sig verdensrekord.

Argentinas stjernespiller Lionel Messi scorede en enkelt gang i 5-0-nedsablingen af De Forende Arabiske Emirater i en VM-testkamp.
Argentinas stjernespiller Lionel Messi scorede en enkelt gang i 5-0-nedsablingen af De Forende Arabiske Emirater i en VM-testkamp. Kamran Jebreili/Ritzau Scanpix

Det er en imponerende stime, Argentina har gang i op til VM i Qatar.

Onsdag aften vandt Argentina med Lionel Messi som en af målscorerne 5-0 over De Forenede Arabiske Emirater i en testkamp i Abu Dhabi.

Det var 36. gang i træk, at Argentina gik fra banen uden nederlag. Dermed nærmer sydamerikanerne sig verdensrekorden, som Italien råder over lige nu.

Italien gik ubesejret fra banen 37 gange i træk i perioden fra 2018 til 2021, hvor holdet også snuppede EM-guld.

Siden juli 2019 har Argentina ikke tabt en kamp. Dengang blev det til nederlag til Brasilien i semifinalen i Copa America.

Messi scorede til 4-0 og har nu lavet ti mål i de seneste fire kampe for Argentina, som bliver ved med at vinde.

PSG-stjernen på det argentinske fodboldlandshold er nu oppe på 91 mål i 165 kampe. 101 af landskampene er vundet.

35-årige Messi spillede hele kampen onsdag aften, og den syvdobbelte Ballon D'Or-vinder lagde også uselvisk op til 1-0-målet, som blev sat ind af angriberen Julian Alvarez.

Kantspilleren Angel Di Maria hamrede en helflugter i nettet via stolpen til 2-0, og Juventus-spilleren gjorde det også til 3-0.

I anden halvleg gjorde den indskiftede angriber Joaquin Correa det til slutresultatet 5-0 for Argentina, som virker helt klar til VM-slutrunden.

I den første kamp ved VM skal Argentina på tirsdag møde Saudi-Arabien. VM-gruppen tæller også Polen og Mexico.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden