Sport

Argentina slår med nød og næppe undertippede Kap Verde i VM-gyser

Argentina fik kamp til stregen i et nervepirrende drama mod Kap Verde, men slog østaten i forlænget spilletid.

Lionel Messi jubler efter Argentinas tredje mål, som Cristian Romero stod for i forlænget spilletid.
Lionel Messi jubler efter Argentinas tredje mål, som Cristian Romero stod for i forlænget spilletid. Megan Briggs/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:30

Undertippede Kap Verde med en strålende Vozinha i målet leverede natten til lørdag dansk tid en flot indsats mod de forsvarende verdensmestre fra Argentina, der dog endte med at slå østaten 3-2 i forlænget spilletid.

Det var første gang, at Kap Verde var med til VM. Østaten overraskede ved at kæmpe sig videre til knockoutfasen fra gruppe H, hvor holdet spillede uafgjort mod både Spanien, Uruguay og Saudi-Arabien.

De argentinske verdensmestre blev så endestationen i 16.-delsfinalen. Det blev dog ikke så nemt som ventet. Især kultfiguren Vozinha i Kap Verdes mål spillede en stærk kamp.

Første halvleg bød på flot spil fra VM-debutanterne. Det var ikke til at se, at det var deres kun fjerde kamp ved en VM-slutrunde.

Efter 29 minutter og et par forsøg fra Lionel Messi kom første halvlegs eneste højdepunkt fra selvsamme spiller.

Argentina-forsvareren Lisandro Martínez slog en knivskarp, dyb aflevering hen over Kap Verdes bagkæde, hvor Messi med største lethed tæmmede bolden og i samme bevægelse sendte den i mål.

Efter åbningsmålet faldt tempoet i kampen igen, og mandskaberne gik i omklædningsrummet ved stillingen 1-0.

I 59. minut steg temperaturen så igen på Hard Rock Stadium og i hele fodboldverdenen.

Kap Verdes anfører, Ryan Mendes, fandt Deroy Duarte, der fra en spids vinkel sparkede bolden forbi Emiliano Martínez i Argentinas mål til 1-1.

Få minutter senere fik Messi muligheden for at bringe Argentina tilbage i front, men leverede en sjældent dårlig afslutning med sin svagere højrefod, som Vozinha afværgede.

Resten af anden halvleg formåede ingen af holdene at udnytte chancerne, og kampen skulle i forlænget spilletid.

Allerede efter to minutter bragte Lisandro Martínez dog Argentina i front 2-1 efter et hjørnespark fra Messi, og stadion, der var overfyldt af argentinske fans, brød ud i jubel.

Efter 102 minutter viste Kap Verde igen tænder, og på et utroligt langskudsmål fra Sidny Lopes Cabral udlignede østaten til 2-2.

Argentina-keeperen Emiliano Martínez kastede sig forgæves, men Cabrals afslutning sad helt oppe i hjørnet.

I 111. minut kom chancen dog igen, da Messi sendte et præcist hjørnespark i panden på Cristian Romero, der headede bolden i nettet til 3-2.

VM-debutanterne havde i de sidste minutter flere gode muligheder for en ny udligning, men denne gang holdt argentinerne stand.

I ottendedelsfinalen venter Egypten, der efter en afgørende straffesparkskonkurrence fredag slog Australien ud af VM.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden