Sport

Argentinsk afklapsning koster Brasiliens landstræner jobbet

Dorival Junior er færdig som brasiliansk landstræner, efter holdet tidligere på ugen tabte 1-4 til Argentina.

Dorival Junior nåede 16 kampe i spidsen for Brasilien og fik syv sejre. (Arkivfoto).
Dorival Junior nåede 16 kampe i spidsen for Brasilien og fik syv sejre. (Arkivfoto). Rodrigo Valle/Reuters

En afklapsning på 1-4 til rivalen Argentina blev for meget for Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF), der har fyret landstræner Dorival Junior.

Det oplyser fodboldforbundet fredag.

- Ledelsen takker Dorival og ønsker ham held og lykke fremover. Fodboldforbundet vil nu arbejde på at finde hans afløser, skriver CBF.

62-årige Dorival har været brasiliansk landstræner siden starten af 2024.

I de 16 kampe han nåede i spidsen, blev det til syv sejre. I sommerens Copa America vandt Brasilien blot en enkelt kamp og røg skuffende ud i kvartfinalen til Uruguay efter straffesparkskonkurrence.

I VM-kvalifikationen indtager holdet en fjerdeplads og har vundet en af de seneste fire kampe.

1-4-afklapsningen til ærkerivalen Argentina natten til onsdag dansk tid var det største nederlag i historien for Brasilien i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Inden jobbet som brasiliansk landstræner stod Dorival i spidsen for flere brasilianske klubber og vandt blandt andet Copa Libertadores med Flamengo og den brasilianske pokalturnering med Sao Paolo.

Samme succes har han dog ikke haft i spidsen for det brasilianske landshold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden