Sport

Argentinsk målmandsikon med hjemlig ligarekord er død

Den argentinske legende Hugo Orlando Gatti er død i en alder af 80 år.

Boca Juniors-keeper Hugo Gatti reddede et straffespark fra Cruzeiros Vanderley i september 1977, så holdet efter straffesparkskonkurrence vandt Copa Libertadores. Finalen blev spillet i Uruguay. (Arkivfoto).
Boca Juniors-keeper Hugo Gatti reddede et straffespark fra Cruzeiros Vanderley i september 1977, så holdet efter straffesparkskonkurrence vandt Copa Libertadores. Finalen blev spillet i Uruguay. (Arkivfoto). Eduardo Di Baia/Ritzau Scanpix

Hugo Orlando Gatti, en argentinsk målmandslegende og tidligere landsholdsspiller, er død i en alder af 80 år. Det oplyser Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol.

For to måneder siden blev Gatti indlagt med en brækket hofte, men han fik lungebetændelse samt nyre- og hjerteproblemer på hospitalet. Helbredet blev forværret over noget tid, og han døde søndag.

Gatti havde rekorden for flest spillede kampe i den bedste argentinske fodboldrække. 765 ligakampe nåede han at spille i 26 sæsoner fra 1962 til 1988.

Han havde desuden kælenavnet "El Loco", som på dansk kan oversættes til den gale mand.

I en alder af 44 år var han stadig at finde i startopstillingen for storklubben Boca Juniors.

Gatti var kendt for at være udadreagerende, og han var en af de første keepere, der gjorde det til en vane at komme ud af det lille målfelt og langt ud i det større målmandsfelt foran ham.

Han blev også husket for at kalde ikonet og landsmanden Diego Maradona for "gordito", som kan oversættes til buttet. Et par dage senere kvitterede Maradona for det stempel ved at score fire gange mod ham.

Gatti var med på det Boca Juniors-hold, der i 1977 og 1978 vandt Copa Libertadores, Sydamerikas pendant til Champions League.

Han skulle have været førstemålmand for Argentina på det landshold, der endte med at vinde VM i 1978. Men en knæskade få måneder før slutrunden satte en stopper for deltagelsen.

På landsholdet nåede Gatti at spille 18 kampe, og han var en del af bruttotruppen ved VM i 1966.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden