Arsenal af fly skal fragte fans hurtigt ind og ud af Qatar
Mere end 160 daglige flyafgange fra byer i Mellemøsten skal lette trykket på Qatar under VM i fodbold.
Opdateret kl. 14:23
Arabiske flyselskaber går sammen om at sende mere end 160 daglige fly mod Qatar under det kommende VM i fodbold.
Det oplyser direktøren for Qatar Airways, Akbar al-Baker, torsdag på et pressemøde.
De mange afgange vil ske fra nærliggende byer i Mellemøsten. De skal gøre det muligt for tilskuere at flyve ind og ud af Qatar på kampdage, hvilket vil lette presset på den lille VM-vært.
Forventningen er, at op mod 1,2 millioner fans fra hele verden vil rejse til Qatar for at overvære VM-slutrunden. Det vil give ørkenstaten logistiske udfordringer, da det vil presse hotelkapaciteten.
Det har blandt andet ført til, at priserne for en hotelovernatning i hovedstaden Doha er steget.
Forventningen er, at op mod 200.000 passagerer hver eneste dag under VM skal igennem Qatars to lufthavne, siger Akbar al-Baker ifølge AFP. Det svarer til det dobbelte af det normale niveau.
Ud over Qatar Airways er flyselskaberne Fly Dubai, Oman Air, Kuwait Airways og Saudi Arabian Airlines gået med i samarbejdet. Også Etihad og Air Arabia kan blive en del af aftalen, siger Akbar al-Baker.
VM afholdes fra 21. november til 18. december.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.