Fodbold

Arsenal generobrer førstepladsen med sejr over oprykker

Der var klasseforskel, da Arsenal storsejrede 5-0 hjemme over bundholdet Nottingham Forest i Premier League.

Arsenals spillere viste søndag respekt til den udlejede holdkammerat Pablo Mari, som har været udsat for et knivoverfald i Italien.
Arsenals spillere viste søndag respekt til den udlejede holdkammerat Pablo Mari, som har været udsat for et knivoverfald i Italien. David Cliff/Ritzau Scanpix

Parløbet mellem Arsenal og Manchester City i toppen af Premier League fortsætter.

Arsenal sejrede søndag 5-0 hjemme over oprykkerne fra Nottingham Forest og er dermed tilbage på ligaens førsteplads.

Duksepladsen havde Manchester City kortvarigt besat i et døgns tid efter lørdagens 1-0-sejr over Leicester.

Arsenal har på førstepladsen 31 point efter 12 kampe, mens City er to point bagefter.

I søndagens kamp kom Arsenal foran allerede efter fem minutter, da Gabriel Martinelli headede hjemmeholdet på 1-0 efter et oplæg fra Bukayo Saka.

Ved målet sendte Arsenal-spillerne en hilsen til Pablo Marí, som er udlejet til Monza og har været udsat for en knivstikkeri i Italien.

Martinelli holdt en Arsenal-trøje med Pablo Maris navn på ryggen. Pablo Marí blev søndag udskrevet fra hospitalet og befinder sig nu i sit eget hjem.

Efter 27 minutter udgik Saka med en skade. Ind i stedet for den engelske landsholdsspiller kom Reiss Nelson, som i starten af anden halvleg blev dobbelt målscorer.

Nelson scorede to gange på tre minutter, og så var kampen reelt afgjort.

Midtbanespilleren Thomas Partey hamrede med indersiden bolden flot op i nettaget fra distancen til 4-0 efter 57 minutter.

Martin Ødegaard ville også lege med og fik også sparket bolden utageligt ind til en knusende sikker 5-0-sejr.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden