Sport

Arsenal holder legestue og skyder Atlético Madrid i sænk

Arsenal skulle bruge 45 minutter på at komme i gang, inden Atlético Madrid blev banket med 4-0 i London.

Gabriel Magalhães kom både på tavlen og assisterede en scoring i opvisningen.
Gabriel Magalhães kom både på tavlen og assisterede en scoring i opvisningen. Alastair Grant/Ritzau Scanpix

Arsenal har mildt sagt lagt godt fra land i årets udgave af Champions League.

London-klubben har i de tre første spillerunder gjort rent bord og samtidig ikke lukket et eneste mål ind. Tirsdag gik det ud over Atlético Madrid, der tog fra London med en 0-4-afklapsning.

Arsenal kunne ikke knække madrilenerne i første halvleg, men Premier League-topklubben løb de spanske gæster over ende efter pausen på blandt andet to dødboldmål.

Landsholdsspiller Christian Nørgaard fik de sidste 20 minutter for Arsenal, der er med helt i toppen af tabellen. Atlético Madrid er i midten af regnskabet med tre point efter tre runder.

Arsenal var farligst i første halvleg og fik annulleret et mål efter et ellers velspillet angreb på grund af offside. Det sørgede for en første halvleg uden scoringer, men det skulle blive anderledes efter de 15 minutter i omklædningsrummene.

Klubben fra det nordlige London har længe vist sig effektiv på dødbolde, og netop den opskrift var afgørende for Arsenal efter en lille time.

Declan Rice bragede et fremragende frispark ind i panden på forsvarskrumtappen Gabriel Magalhães, der åbnede målfesten.

Et ellers modstandsdygtigt Atlético-mandskab blev kort efter spillet tyndt, da bolden blev serveret for Gabriel Martinelli, der med en flot afslutning krøllede 2-0-målet ind i det lange hjørne.

120 sekunder senere ville svenske Viktor Gyökeres også lege med, da angriberen tæt under mål nærmest tacklede bolden i mål.

De spanske gæster blev reduceret til rene statister efter 70 minutter, hvor Arsenal igen tog fusen på Atlético på en dødbold.

Et hjørnespark blev sendt mod bageste stolpe, og herfra headede Magalhães bolden på tværs til Gyökeres, der blev dobbelt målscorer til 4-0.

Premier League-klubberne Manchester City og Newcastle var også i aktion i den prestigefyldte klubturnering tirsdag aften.

Erling Haaland og Bernardo Silva scorede Citys mål i en 2-0-sejr ude hos spanske Villarreal.

Newcastle fuldendte en sejrrig engelsk Champions League-aften med en sikker 3-0-sejr hjemme over portugisiske Benfica.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden