Arsenal moser Schmeichel og co. og fastholder CL-kurs

Arsenal udbyggede sin sejrsstime til fem i træk efter en forholdsvis sikker 2-0-sejr over Leicester.

Alexandre Lacazette vandt duellen med Kasper Schmeichel fra pletten, og Arsenal dukkede Leicester i Premier League. <i>Glyn Kirk/Ritzau Scanpix</i>

Alexandre Lacazette vandt duellen med Kasper Schmeichel fra pletten, og Arsenal dukkede Leicester i Premier League. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Arsenal har ikke været en del af det fine selskab i Champions League i de seneste fem sæsoner.

Men under spanske Mikel Artetas ledelse ligner holdet efterhånden et særdeles godt bud på en deltager i næste sæson.

Det blev understreget søndag, hvor holdet hjemme slog Kasper Schmeichel og Leicester med 2-0 i Premier League efter scoringer af Thomas Partey og Alexandre Lacazette.

Generelt leverede Arsenal med nordmanden Martin Ødegaard som en stærk offensiv dirigent en overbevisende præstation spillemæssigt.

Sejren er Arsenals femte i streg i Premier League, hvor holdet stryger forbi Manchester United og indtager den Champions League-givende fjerdeplads.

Arsenal har 51 point for 26 kampe. Manchester United har 50 point for 29 kampe.

Leicester ligger nummer 12 og har langt til både nedrykningsstregen og kampen om de europæiske pladser.

Arsenal sværmede omkring Leicesters mål fra første fløjt, og efter 11 minutters spil headede midtbanespilleren Thomas Partey uimodståeligt bolden ind bag Kasper Schmeichel efter et hjørnespark.

Kort efter drejede samme Partey et forsøg på den øverste del af stolpen, og generelt var Arsenal bedst i indledningen, men holdet formåede ikke at udbygge sin føring.

Leicester fik efter en tam start hanket op i sig selv og testede Aaron Ramsdale i hjemmeholdets bur et par gange inden pausen. Men der kom ingen scoring ud af opblomstringen, og det blev kostbart for udeholdet.

Arsenal kom nemlig stærkt ud til anden halvleg, og Schmeichel måtte diske op med et par stærke indgreb for at holde scoren på 1-0.

Efter en times spil gik den dog ikke længere.

Dommeren så en forseelse i feltet efter at have konsulteret VAR. Og fra pletten var den franske angriber Alexandre Lacazette sikkerheden selv i duellen med den danske landsholdskeeper.

Leicester forsøgte at svare igen og komme tilbage i opgøret, ligesom Arsenal på ingen måde bare stillede sig ned for at forsvare. Men trods de gode intentioner og en del chancer blev det ved 2-0 på måltavlen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.