Fodbold

Arsenal opruster offensivt med portugisisk kreatør

FC Porto og Arsenal er blevet enige om en handel, der sender Fabio Vieira til London på en femårig aftale.

Efternavnet Vieira klinger godt i Premier League-klubben Arsenal efter franske Patrick Vieiras store karriere i klubben tidligere i dette årtusind.

Nu får fansene en ny Vieira til at øge kreativiteten på midtbanen i skikkelse af portugiseren Fabio Vieira fra FC Porto.

Porto har fredag meddelt den portugisiske fondsbørs, at man er nået til enighed med Arsenal, som køber den 22-årige kreatør for 35 millioner euro.

Det svarer til 260 millioner danske kroner. Beløbet kan nå tæt på 300 millioner kroner afhængigt af Vieiras præstationer for London-klubben.

Han får en kontrakt af fem års varighed.

Arsenal har endnu ikke bekræftet handlen.

Fabio Vieira gjorde for alvor opmærksom på sig selv under sidste års U21-EM. Her blev den venstrebenede profil kåret til turneringens bedste spiller, selv om Portugal tabte finalen til Tyskland.

I den nyligt afsluttede sæson var Vieira en af de bærende kræfter på det Porto-mandskab, som vandt både mesterskabet og pokalturneringen i Portugal.

Han scorede 7 mål og leverede 16 målgivende afleveringer for holdet.

Arsenal sluttede sæsonen som nummer fem i England og missede dermed lige nøjagtigt kvalifikation til næste sæsons Champions League.

/ritzau/AFP/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden