Arsenal sender Bo Henriksens tropper ud af Europa

Arsenal vandt torsdag aften 1-0 hjemme over FC Zürich, der har Bo Henriksen som cheftræner.

FC Zürich-træner Bo Henriksen hilste på Arsenal-manager Mikel Arteta før torsdagens kamp i London. Det endte med en kneben sejr til Arsenal. <i>Glyn Kirk/Ritzau Scanpix</i>

FC Zürich-træner Bo Henriksen hilste på Arsenal-manager Mikel Arteta før torsdagens kamp i London. Det endte med en kneben sejr til Arsenal. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Det blev ikke til den tredje sejr i træk for FC Zürich og træner Bo Henriksen, da schweizerne torsdag var på besøg hos Arsenal.

Det engelske Premier League-mandskab vandt 1-0 og tog dermed førstepladsen i Europa Leagues gruppe A med 15 point efter 6 kampe.

FC Zürich havde ellers vundet de to foregående kampe under Bo Henriksens ledelse i henholdsvis den schweiziske liga og i den seneste kamp i Europa League.

Bo Henriksens tropper er nu helt ude af europæisk fodbold, da muligheden for at tage tredjepladsen smuldrede med nederlaget.

Efter 17 minutter scorede Arsenal-backen Kieran Tierney kampens eneste mål med et godt hug fra distancen.

Bo Henriksen havde på forhånd lidt kækt sagt, at FC Zürich ville vinde kampen på Emirates. Men sådan gik det ikke, selv om Arsenal stillede op med en del reserver.

Arsenal er med førstepladsen videre til ottendedelsfinalerne i Europa League. PSV, som vandt 2-1 ude over Bodø/Glimt, snuppede andenpladsen og skal dermed spille playoffkampe om at nå samme stadie som Arsenal.

Bodø/Glimt bevarede tredjepladsen og skal dyste videre i Conference League.

I en af de øvrige kampe i Europa League udgik Union Berlin-målmanden Frederik Rønnow med en skade i pausen af kampen mod Royale Union.

Union var foran 1-0, da Rønnow udgik, og det endte også med at blive kampens resultat.

Rønnow og Union Berlin endte på andenpladsen i gruppe D og går videre til knockoutfasen. Royale Union blev etter i gruppen, hvor Malmö FF sluttede sidst helt uden et eneste point.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.