AC Horsens tog fusen på FCK

Horsens leverede en stor overraskelse, da oprykkerne søndag slog FCK, og sejren har givet blod på tanden

AC Horsens kunne søndag rejse fra Parken med en overraskende 1-0-sejr. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

AC Horsens kunne søndag rejse fra Parken med en overraskende 1-0-sejr. Philip Davali/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:AC Horsens fik en fantastisk start på superligasæsonen, da oprykkerne søndag slog de forsvarende mestre fra FC København i Parken.

Det var et velorganiseret Horsens-hold, der skabte store problemer for FCK.

Horsens-træner Jens Berthel Askou er meget glad for den gode start i landets bedste fodboldrække, men han er ikke overrasket over, at gæsterne kunne spille op med FCK.

- Det er fuldt fortjent, og det er lang tid siden, jeg har været så rolig i slutfasen af en kamp. Jeg følte, de kunne blive ved med at spille og spille, men at de aldrig ville score, og jeg tror også, at det var spillernes fornemmelse.

- Vi er super glade for den her start. Vi er her for at vinde, og vi er her for at spille med om det ypperste, siger Jens Berthel Askou.

- Vi har taget tre point på FCK efter første runde, og så må vi se, om vi kan blive ved med at holde dem bag os.

- Vi kommer herop med en vindermentalitet, og vi spiller alle kampe for at vinde. Det er den tro, som vi har oparbejdet – at det kan vi. Det var en god test i forhold til at se det, som vi har øvet os på i lang tid. Vi var enormt disciplinerede og kompakte, og så var vi knivskarpe på omstillingerne, fortæller Horsens-træneren efter sejren.

Kampens eneste mål blev scoret af zambiske Lubambo Musonda, der med stor sikkerhed sparkede bolden i FCK-målet. Netop den store afslutningssikkerhed kommer som lidt af en overraskelse for Horsens-træneren.

- Det var fedt, at Musonda sparkede den bold op i hjørnet. Han har faktisk sparket bolden væk flere gange, end han har ramt målet til træning, så det er dejligt at se, han gemmer det til de store kampe, fortæller Jens Berthel Askou.

Med sejren over FCK placerer Horsens sig helt i toppen af 3F Superligaen sammen med Viborg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.