Aston Villa-træner afviser guldsnak midt i lang sejrsstime
Syv sejre i træk i Premier League har sendt Aston Villa op på tredjepladsen, men Unai Emery tror ikke på guld.
Aston Villa blander sig i toppen af Premier League med kun tre point op til Arsenal på førstepladsen.
Selvom holdet fra Birmingham efter søndagens 2-1-sejr over Manchester United har vundet syv kampe i træk i den engelske liga, så afviser cheftræner Unai Emery, at det kan ende med guld.
- Vi er ikke en del af mesterskabskampen, siger Emery.
Cheftræneren vurderer, at førerholdet Arsenal og Manchester City er for stærke, selv om Aston Villa har besejret begge hold i denne sæson. Begge sejre er kommet på hjemmebane.
City indtager efter 17 spillerunder andenpladsen i Premier League med et enkelt point mere end Aston Villa.
- Selvom vi har slået Arsenal og Manchester City på hjemmebane, så har de store fordele taktisk med spillere på et meget højt niveau.
- Det har vi også, men det er ikke vores virkelighed at være bejler til mesterskabet sammen med dem, siger Aston Villa-træneren.
Den aktuelle tredjeplads i Premier League kommer på en ganske imponerende baggrund, da Aston Villa fik den værste sæsonstart i 28 år. Efter fem spillerunder havde holdet to point og scoret et enkelt mål.
Unai Emery opfordrer til ydmyghed, efter at resultaterne på kort tid har ændret sig.
- Vi skal forsøge at holde vores niveau ved at være intelligente, konkurrencedygtige, konsekvente og krævende, siger han.
Aston Villa blev senest engelsk mester i 1981.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.