Fodbold

Aston Villa-træner tager en snak med VM-helt om bizar jubel

Unai Emery vil have en snak med Emiliano Martínez om målmandens jubelscene efter VM-triumfen.

Emiliano Martínez vandt prisen som bedste målmand ved VM og fejrede det på utraditionel vis.
Emiliano Martínez vandt prisen som bedste målmand ved VM og fejrede det på utraditionel vis. Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Emiliano Martínez skal have sig en snak med Aston Villa-træner Unai Emery, når han vender tilbage til sin klub efter at have fejret Argentinas triumf ved VM.

Det fastslår spanieren på et pressemøde fredag.

Den skal blandt andet handle om målmandens bizarre fejring af prisen som bedste målmand ved slutrunden og en legetøjsbaby med den franske stjerne Kylian Mbappés ansigt, som han havde med sig rundt til hyldesten i Buenos Aires' gader.

- Når man oplever store følelser, er det svært at kontrollere sig selv. Jeg snakker med ham i næste uge om nogle af hans fejringer.

- Så er han hos os og er vores ansvar. Vi kan snakke om det, siger Emery ifølge Reuters og understreger i samme åndedrag, at han og klubben er stolte af keeperens præstationer ved VM.

Efter at have fået prisen som bedste målmand valgte Martinez at holde det medfølgende trofæ op foran sine ædlere dele og læne sig tilbage med et drilsk ansigtsudtryk.

Det var ifølge ham selv et modsvar til de franske fans.

- Jeg gjorde det, fordi franskmændene buhede af mig. Arrogance passer mig ikke ret godt, sagde Martínez ifølge RMC.

Aston Villa møder mandag Liverpool i Premier League uden Martinez mellem stængerne. Han vender først tilbage til klubben 29. december.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden