Sport

Astralis knækker mod verdens nummer tre og taber stor finale

Danskerne på Astralis-holdet har imponeret, men kom til kort mod Team Spirit i finalen i PGL Astana.

Astralis formåede ikke at vinde finalen i PGL Astana. (Arkivfoto).
Astralis formåede ikke at vinde finalen i PGL Astana. (Arkivfoto). Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Efter store udsving og udskiftning på vigtige poster har Astralis i de seneste dage imponeret i den store turnering PGL Astana, hvor der er over otte millioner kroner i præmiepuljen.

Men i søndagens finale blev de danske spillere sat på plads af Team Spirit, der er nummer tre i verden.

Spirit var storfavorit til at vinde finalen mod Astralis, verdens nummer 15, og endte med at vinde med 3-1 i maps.

Kampen blev afgjort efter overtid på banen Train. Astralis var på banen foran med 10-5, men kollapsede og kom bagud 11-12.

Spirit kunne vinde kampen i den efterfølgende runde, men så tog Jakob "jabbi" Nygaard sagen i egen hånd og dræbte alle fem modstandere.

Det var imidlertid ikke nok for Astralis, der endte med at tabe 5-13, 10-13, 13-5, 13-16.

Det var første gang siden sommeren 2022, at Astralis var med i en finale i en større turnering.

For omkring en måned siden skilte holdet sig af med sportsdirektør Kasper Straube og in-game leader Casper "cadiaN" Møller.

Casper Møller nåede ikke at være med på holdet i et år, før det blev til en fyreseddel.

I stedet blev Rasmus "HooXi" Nielsen udnævnt som ny in-game leader.

Han styrer slagets gang og står med de overordnede taktiske beslutninger under en kamp.

Astralis har ad flere omgange ligget nummer et på verdensranglisten - senest i foråret 2021.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden