Astralis laver rokade og skifter på trænerposterne

Martin "trace" Heldt går fra vikarierende til permanent cheftræner for Astralis' bedste Counter-Strike-hold.

Martin "trace" Heldt blev egentlig ansat som træner for Astralis Talent, men hans vikariat som cheftræner for Astralis primære hold har været så stor en succes, at han beholder tjansen permanent. (Arkivfoto) <i>Astralis Group/Free</i>

Martin "trace" Heldt blev egentlig ansat som træner for Astralis Talent, men hans vikariat som cheftræner for Astralis primære hold har været så stor en succes, at han beholder tjansen permanent. (Arkivfoto) Astralis Group/Free

Egentlig skulle Martin "trace" Heldt bare vikariere for Alexander "ave" Holdt som cheftræner for Astralis-holdet frem til og under årets majorturnering i maj, hvor sidstnævnte var i karantæne.

Martin "trace" Heldt har dog udført jobbet glimrende. Så glimrende at sportsdirektør Kasper Hvidt vil beholde ham på posten og derfor har lavet en trænerrokade.

Det meddeler Astralis mandag i en pressemeddelelse.

Heldt, der i januar kom til som træner for Astralis Talent, gøres til permanent træner for Astralis' bedste mandskab.

- Martin er trådt ind med den autoritet og tydelighed, der er nødvendig på et hold med så store navne som vores, og under ham begynder vi at se noget af den energi og selvtro, vi i Astralis altid skal være garant for, siger sportsdirektør Kasper Hvidt i pressemeddelelsen.

- Det kan man både mærke i dagligdagen og under vores kampe, hvor vi har rykket os meget tættere på den topposition, vi altid sigter efter i Astralis.

Det betyder samtidig, at Alexander "ave" Holdt stopper hos Astralis. Ifølge Kasper Hvidt ville man gerne have beholdt Holdt i organisationen, men det ønskede træneren ikke.

Han kom til i efteråret 2021, men bar rundt på en gammel karantæne fra sin tid hos hedengangne North fra den meget omtalte "coach bug"-skandale, hvor en række trænere blev afsløret i at have udnyttet en fejl i spillet til at skaffe sit hold en fordel.

Den tidsmæssige karantæne var for længst udstået, men han havde også karantæne i to majorturneringer, hvoraf den sidste var den kommende i Antwerpen.

Trænerrokaden gav et hul i kabalen på posten som træner for Astralis Talent. Her har man hentet en gammel kending af huset ind. Andreas "Moodii" Fridh, som tidligere har været en del af organisationen, skal fremover styre talentholdet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.