Sport

Astralis misser stort trofæ for anden gang i træk

For anden turnering i træk må Counter-Strike-holdet Astralis nøjes med andenpladsen efter et finalenederlag.

Astralis var i finalen for anden turnering i træk, men tabte også for anden gang i træk. (Arkivfoto).
Astralis var i finalen for anden turnering i træk, men tabte også for anden gang i træk. (Arkivfoto). Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

For anden turnering i træk var Astralis nået hele vejen til en finale, men for anden gang i træk endte det med finalenederlag.

Søndag måtte det danske Counter-Strike-hold se sig slået af kinesiske Tyloo ved turneringen Fissure Playground 1. Kineserne vandt med 3-1 i maps.

Astralis-spillerne kan trøste sig med, at de kan fordele 100.000 dollar mellem sig. Det svarer til knap 650.000 kroner.

Danskerne vil formentlig ærgre sig, for de kom rigtig godt fra start i Beograd og vandt det første map, Inferno, som Tyloo havde valgt.

Men det blev altså fulgt op af tre nederlag i finalen, hvor det handlede om at komme først til tre sejre.

Astralis endte med at tabe 13-10, 4-13, 14-16 og 10-13.

Danskerne kan dog hæfte sig ved, at der er fremgang i resultaterne. Holdet har i en lang periode været langt fra verdenstoppen, men har altså nu spillet to finaler i træk.

I sin forrige turnering i Kasakhstan i maj måtte Astralis se sig slået af russiske Spirit. Finalen i Kasakhstan var den første for Astralis i en større turnering siden 2022.

Cirka en måned forud for den finale skilte holdet sig af med sportsdirektør Kasper Straube og in-game leader Casper "cadiaN" Møller.

I stedet blev Rasmus "HooXi" Nielsen udnævnt som in-game leader. Han styrer slagets gang og står med de overordnede taktiske beslutninger under en kamp.

Astralis har ad flere omgange ligget nummer et på verdensranglisten - senest i foråret 2021. Aktuelt er danskerne nummer 12 på verdensranglisten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden