Atletico tager løfterig stime med til Madrid-brag i CL
Atlético Madrid har aldrig elimineret Real Madrid i Europa, men tager en stærk stime med til tirsdagens brag.
Historikken er med Champions League-kongerne fra Real Madrid inden dobbeltopgøret med lokalrivalen Atlético Madrid.
Fem gange er bysbørnene braget sammen i Europa, og fem gange er Real Madrid løbet med sejren. Heriblandt er Champions League-finalerne i 2014 og 2016.
- Historien eksisterer, og Real Madrids historie i Champions League er ekstraordinær. Men tirsdag har vi helt sikkert en ny mulighed, siger Atlético Madrid-træner Diego Simeone ifølge Reuters.
Argentineren behøver ikke grave dybt for at finde grund til optimismen.
Efter en lunken periode i efteråret har Simeones udvalgte blot tabt 1 af sine seneste 26 kampe på tværs af turneringer, og indbyrdes byder de seneste års statistik også på et lille plus til Atlético.
Ikke siden 2022 - eller de seneste otte opgør - har Real Madrid besejret Atlético i ordinær spilletid. Syv uafgjorte vidner til gengæld om enorm jævnbyrdighed.
- Det bliver en lige kamp, som Madrid-derbyer altid er. Det er en speciel kamp i forhold til følelser og det pres, man har på sig før en stor kamp mellem rivaler.
- Det bliver en tæt dyst, der bliver afgjort i anden kamp, så tirsdag er målsætningen at spille godt og sikre os en fordel, siger Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.
Som i de foregående 14 år med Diego Simeone ved roret er den benhårde fokus i Atlético Madrid på at fungere som et kollektiv.
Men i sommerindkøbet Julian Alvarez har man fået en offensivprofil, der viser tegn på at udvikle sig til en kampafgørende individualist.
- Han er meget ung. Han skal fortsætte på sin måde og med at udvikle sig, for der er plads til forbedring. Forhåbentlig vil hans holdkammerater og trænerstaben hjælpe ham med at vokse.
- Han er fuld af energi og vilje til at opnå endnu mere. Det vil komme hans udvikling til gode, siger Simeone om sin 25-årige landsmand.
Alvarez har scoret 21 gange i 40 kampe siden sin ankomst fra Manchester City i sommer.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.