Sport

Atletikforbund indfører obligatorisk test af køn

Alle atletikudøvere i kvindekategorierne skal gennemgå en test, der skal vise deres biologiske køn.

Sebastian Coe blev i sidste uge nummer tre i præsidentvalget hos Den Internationale Olympiske Komités (IOC). (Arkivfoto).
Sebastian Coe blev i sidste uge nummer tre i præsidentvalget hos Den Internationale Olympiske Komités (IOC). (Arkivfoto). Angelos Tzortzinis/Ritzau Scanpix

En test med mundskrab skal bestemme det biologiske køn hos deltagere i kvindekategorierne i atletik.

Det har Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) bestemt tirsdag.

Beslutningen er taget efter en omfattende rådslagning med udøvere og andre interessenter, og atleterne skal kun gennemføre testen en gang i deres karriere.

- Vi føler, det er en meget vigtig måde at skabe tillid og fastholde fokus på konkurrencernes integritet, siger Sebastian Coe, præsident i World Athletics, ifølge AFP.

Ifølge Sky Sports viser et dokument, der er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af tiltaget, at den fysiske forskel mellem drenge og piger før puberteten er betragtelig.

I løb er det tre-fem procent, og i spring- og kastedisciplinerne er forskellen endnu højere.

World Athletics vil konkret teste for SRY-genet for at fastslå atleternes biologiske køn.

Ifølge Sky Sports satser World Athletics på at have testen klar til VM i Tokyo til september.

World Athletics valgte i 2023 at ekskludere atleter, der er gået igennem puberteten som drenge - fra kvindernes konkurrencer.

På det tidspunkt var der dog ingen transkønnede atleter, der dystede internationalt, og man besluttede at arbejde videre med emnet, hvilket altså nu har udmøntet sig i en obligatorisk test.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden