Atletikpræsident er åben for kategori for transkønnede

Sebastian Coe lufter muligheden for, at transkønnede atletikudøvere kan konkurrere i deres egen kategori.

Atletik-præsident Sebastian Coe åbner op for regelændringer for transkønnede atletikudøvere. <i>Aleksandra Szmigiel/Reuters</i>

Atletik-præsident Sebastian Coe åbner op for regelændringer for transkønnede atletikudøvere. Aleksandra Szmigiel/Reuters

Søndag vedtog Det Internationale Svømmeforbund (Fina) en ny politik angående kønsinklusion, der blandt andet indebærer, at man vil arbejde på at lave en såkaldt "åben kategori", hvor transkønnede kan konkurrere mod hinanden.

Det samme kan på sigt blive aktuelt indenfor atletik.

Det siger Sebastian Coe, der er præsident i Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, til BBC Sport.

Det siger han ud fra devisen om, at "retfærdighed ikke er til forhandling".

- Vi ser et internationalt forbund, der hævder sin ret til at fastsætte regler og politikker, der er i sportens bedste interesse, siger Sebastian Coe til BBC Sport.

Fina vedtog de nye regler søndag på en ekstraordinær generalforsamling i Ungarns hovedstad, Budapest, hvor der i disse dage afholdes VM i svømning. 71,5 procent af de fremmødte stemte for de nye regler.

Svømmeforbundet vedtog regler for, hvilke krav der skal være for, at man som transkønnet kan deltage i kvindekategorien. For at kunne det skal man have startet sit kønsskifte, før man er fyldt 12 år, lød det.

I de fleste olympiske sportsgrene bruger man testosterongrænser som grundlag for, hvem der kan deltage i konkurrencerne.

Fredag meddelte Det Internationale Cykelforbund (UCI), at reglerne for transkønnede ryttere bliver strammet. Fremover skal eliteryttere, der skifter køn, i 24 måneder fremvise testosteronniveauer, som ligger under forbundets tilladte grænse.

Senere på året skal World Athletics drøfte tiltag på området.

- Vi fortsætter med at studere, forske og bidrage til den voksende mængde beviser for, at testosteron er en nøglefaktor for ydeevnen, og vi har planlagt en diskussion af vores regler med vores råd i slutningen af året, siger Sebastian Coe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.