Atletikstjernen Semenya stiller til start i København
Caster Semenya, der har fået stor opmærksomhed for sit testosteronniveau, er med i Copenhagen Athletics Games.
Der er prominent besøg, når Copenhagen Athletics Games løber af stablen på Østerbro Stadion på torsdag den 16. juni.
Således stiller den sydafrikanske stjerne Caster Semenya op på 3000 meter.
På 800 meter-distancen har hun to gange vundet OL-guld - i 2012 og 2016 - og hun er desuden tredobbelt verdensmester.
Den 31-årige Semenya har været genstand for stor opmærksomhed de seneste år for hendes kamp mod regelsættet hos verdensforbundet World Athletics, der i 2018 indførte en regel om medicinering af kvindelige atleter.
Reglen foreskriver, at mellemdistanceløbere med et højt niveau af mandlige kønshormoner skal sænke deres testosteronniveau for at konkurrere i samme kategori som andre kvindelige løbere.
Sagen blev i 2019 bragt for Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som tillod atletikforbundet at indføre reglen, der har mødt modstand fra flere kanter.
Siden appellerede hun afgørelsen til Den Schweiziske Forbundsdomstol, men heller ikke her fik hun medhold.
Sydafrikaneren har nægtet at tage medicin og har derfor ikke konkurreret på favoritdistancen 800 meter de seneste år, men hun er i stedet blevet langdistanceløber.
Det bringer hende altså til København i næste uge, hvilket er hendes første stop i Europa, skriver Sparta Atletik og Løb i en pressemeddelelse.
Hun skal blandt andet løbe mod det unge talent Sofia Thøgersen, der er eneste dansker blandt de 14 deltagere på distancen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.