Augsburg-dansker leverer tordenmål i sejr over Wolfsburg
Mads Pedersen bragede bolden op i målhjørnet, da Augsburg slog Jonas Wind og Wolfsburg med 3-0.
Den tidligere FC Nordsjælland-profil Mads Pedersen oplever i denne sæson pæn succes for Augsburg i den tyske Bundesliga.
Søndag kom den 25-årige kantspiller på måltavlen, da han scorede det sidste mål i Augsburgs hjemmesejr på 3-0 over Wolfsburg.
Med 20 minutter tilbage af kampen blev danskeren spillet fri af holdkammeraten Florian Niederlechner ude i venstresiden, hvorfra han tordnede bolden op i det nærmeste målhjørne.
Det var anden gang i denne sæson, at Mads Pedersen fik bolden i nettet. Tilbage i november scorede danskeren også i en 2-1-sejr over de forsvarende mestre fra Bayern München.
Kort efter sin scoring blev kantspilleren pillet ud på bænken, og herfra kunne han se værterne køre sejren hjem.
Farligste mand hos Wolfsburg var Jonas Wind, der flere gange var tæt på.
Med fem minutter tilbage var den tidligere FC København-angriber tæt på, da han drejede rundt om sig selv og tvang Augsburg-målmanden til en refleksredning med den ene hånd.
Både Wind og Mads Pedersen var for nylig udtaget til landsholdets testkampe mod Holland og Serbien. Her fik kun Wind spilletid, mens Mads Pedersen har sin debut til gode.
Wolfsburg og Augsburg er placeret som nummer 13 og 14 i bunden af Bundesligaen med henholdsvis 31 og 29 point.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.