Australien bliver den tredje VM-modstander for Danmark

Australien vandt over Peru og blev dermed den tredje modstander for det danske fodboldlandshold ved VM.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Danmark fandt mandag sin tredje og sidste modstander ved VM i Qatar.

Det blev Australien, som vandt en dramatisk kamp over Peru efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Der blev ikke scoret i den ordinære og forlængede spilletid.

Ud over Peru skal Danmark også møde Tunesien og Frankrig i det indledende gruppespil.

Ved VM i 2018 var Danmark i gruppe med Frankrig, Peru og Australien, så der er to gengangere fra dengang.

I Qatar indleder Danmark 22. november mod Tunesien. Frankrig er modstanderen 26. november, mens Australien venter 30. november.

Australien har deltaget i de seneste fire VM-slutrunder, og nu bliver det den femte i træk.

Peru var på forhånd favorit til at vinde over Australien, men på banen var det helt jævnbyrdigt.

I første halvleg var australierne farligst og havde de fleste chancer, men ingen inden for målrammen. Det virkede dog slet ikke til at være en umulig opgave for Australien.

Peru kom lidt bedre med i anden halvleg, men manglede også evnerne til at få scoret.

Hos Peru kom den tidligere AaB-angriber Edison Flores på banen efter 65 minutter, mens den tidligere FC Midtjylland-spiller Awer Mabil kom ind for Australien fire minutter senere.

Flores havde et skudforsøg uden for feltet kort efter, men ind ville bolden ikke.

Derfor endte de første 90 minutter plus det løse uden mål, og opgøret gik i forlænget spilletid.

Efter 101 minutter tvang Flores omsider en stor redning ud af den australske keeper Mathew Ryan.

Otte minutter senere headede Flores bolden på stolpen - den største chance i kampen. Men mål blev der ingen af.

Efter 120 minutters målløse minutter skulle det afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Her valgte Australien at skifte Andrew Redmayne ind som keeper, og han agerede som en levende sprællemand før hvert eneste spark.

Det hjalp dog ikke det store til at begynde med, men Redmayne fik reddet det sidste spark fra Alex Valera, som dermed endte som skurken for Peru.

Både Flores og Mabil scorede fra pletten i straffesparkskonkurrencen, som endte 5-4 til australierne.

Tirsdag spiller New Zealand mod Costa Rica om den sidste plads til VM i Qatar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat på skole sigtet for at krænke flere børn
Luk