Sport

Australsk speedwaykører tager fjerde VM-sejr på stribe

Der er lagt op til en spændende duel om VM-guldet i Vojens om to uger mellem Brady Kurtz og Bartosz Zmarzlik.

Bartosz Zmarzlik kan se sit forspring skrumpe i VM-stillingen inden det sidste grandprix i Danmark om to uger. (Arkivfoto).
Bartosz Zmarzlik kan se sit forspring skrumpe i VM-stillingen inden det sidste grandprix i Danmark om to uger. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:24

Sølle tre point.

Det adskiller de to førende speedwaykørere, Brady Kurtz og Bartosz Zmarzlik, i kampen om verdensmesterskabet inden det sidste grandprix i Vojens om to uger.

I lørdagens VM-grandprix i polske Wroclaw vandt Brady Kurtz foran blandt andre Bartosz Zmarzlik, der blev nummer to i finalen.

Zmarzlik, der er forsvarende verdensmester, fører i den samlede stilling med 165 point efter ni grandprixer. Men polakkens forspring skrumpede lørdag med to point.

Kurtz er med i VM-serien for første gang, og australieren har nu vundet fire grandprixer i træk. De imponerende resultater betyder, at Kurtz nu blot er tre point efter Zmarzlik.

I de seneste fire grandprixer har Kurtz isoleret set halet ti point ind på Zmarzlik, der har vundet verdensmesterskabet fem gange i karrieren.

VM-guldet skal findes blandt en af de to rivaler i Vojens.

I lørdagens finale vandt Kurtz foran Zmarzlik, mens briten Dan Bewley og australieren Jack Holder blev nummer tre og fire.

Både Mikkel Michelsen og Anders Thomsen var med i Wroclaw. Men ingen af danskerne kom med i finalen. Undervejs nåede de dog begge at vise fornem kørsel.

Anders Thomsen var tættest på, men det lykkedes ikke at avancere til finalen.

I den samlede stilling er Anders Thomsen og Mikkel Michelsen nummer ni og ti med henholdsvis 63 og 62 point.

Det næste VM-grandprix køres i Vojens 13. september.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden