Australsk stjerne tæt på igen: Nu må det være min tur

Michael Matthews blev nummer to for anden gang på tre dage og har efterhånden ventet fem år på en etapesejr.

Michael Matthews (til venstre) måtte se Wout van Aert tage endnu en etapesejr i Tour de France. <i>Marco Bertorello/Ritzau Scanpix</i>

Michael Matthews (til venstre) måtte se Wout van Aert tage endnu en etapesejr i Tour de France. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Det vil ikke rigtigt lykkes for Michael Matthews i Tour de France. Lørdag blev den australske stjernerytter for anden gang på tre dage nummer to på en etape, da han måtte se Wout van Aert tage sejren i Lausanne.

I torsdags tabte han spurten i Longwy til Tadej Pogacar, og det er efterhånden fem år, siden Matthews hentede den seneste af sine foreløbige tre sejre i Tour de France.

- Sidste gang - for to dage siden - ventede jeg for længe. Denne gang startede jeg spurten for tidligt.

- Men altså: En andenplads igen. Først nummer to efter Tadej. Nu nummer to efter Wout. Det må være min tur næste gang, siger en forpustet Michael Matthews.

Den 186 kilometer lange etape ind i Schweiz var relativt begivenhedsløs, indtil et udbrud var blevet indhentet med få kilometer igen.

Men så eksploderede løbet da også som ventet op ad den fem kilometer lange målstigning. Alle de store klassementnavne sad med fremme.

- Da jeg så, at der var 200 meter igen, virkede det, som om Tadej Pogacar og Wout van Aert og flere andre kæmpede med hinanden i venstre side. Så jeg troede, jeg kunne få et lille forspring. Men det var ikke stort nok, konstaterer Matthews.

Den eneste, der kan overgå australieren i andenpladser i denne Tour, er Wout van Aert med tre af slagsen. Men belgieren har så også to sejre på en imponerende resultatliste.

- Vi vidste, at han ville være god. Det så vi allerede i Critérium du Dauphiné. Og på denne type afslutninger er han manden, man skal slå, siger Michael Matthews.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.