Axelsen er urørlig i finale og vinder Indonesia Masters

Viktor Axelsen viste storform, da han vandt badmintonturneringen Indonesia Masters som den blot anden dansker

Badmintonspilleren Viktor Axelsen strøg helt til tops i Indonesien søndag. <i>Adek Berry/Ritzau Scanpix</i>

Badmintonspilleren Viktor Axelsen strøg helt til tops i Indonesien søndag. Adek Berry/Ritzau Scanpix

Danmark råder lige nu over verdens bedste badmintonspiller på herresiden.

Det kunne ses søndag, da Viktor Axelsen vandt Indonesia Masters i overbevisende stil.

Axelsen tog titlen efter en knusende sikker sejr på 21-10, 21-12 over Chou Tien Chen fra Taiwan.

Det er den danske verdensetters tredje titel i år efter sejrene ved All England og EM.

I søndagens finale var der klasseforskel, og Axelsen viste sig fra start til slut som den stærkeste og mest komplette spiller.

Axelsen fik Chou Tien Chen, verdens nummer fire, til at se ud som en ganske ordinær spiller.

I første sæt susede Axelsen af sted mod sejren og kom foran 11-3 ved sidebyttet og lidt senere 14-3.

Taiwaneren fik reduceret en smule, men var ikke i nærheden af at vinde første sæt.

Det blev en ren magtdemonstration fra Axelsens side. Han osede af selvtillid og havde overskud i duellerne.

Chou Tien Chen nåede lige at komme op på et tocifret antal point og reducere til 10-20, inden Axelsen smashede første sæt hjem.

I andet sæt var der større jævnbyrdighed, og taiwaneren fulgte godt med i starten og frem til stillingen 9-9.

Axelsen skruede dog bare yderligere op for tempoet, og han vandt både de lange og korte dueller, mens modstanderen virkede træt og opgivende.

Efter den jævnbyrdige periode trak Axelsen fra og kom foran 15-9, inden han spadserede sejren og titlen hjem.

Axelsen havde ikke tidligere i karrieren vundet Indonesia Masters, der rangerer som en Super 500-turnering, hvilket er det tredjehøjeste niveau på den internationale tour.

Anders Antonsen blev i 2019 den første danske vinder af Indonesia Masters.

I det hele taget har den 28-årige dansker ikke væltet sig i succes i turneringer i Indonesien.

Han vandt dog Indonesia Open i 2021 og stiller derfor op som forsvarende mester i 2022-udgaven, der starter mandag.

Indonesia Open er en Super 1000-turnering, hvilket er det højeste niveau på touren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.