Sport

Axelsen har i måneder været plaget af smerter

Ryg- og nervesmerter har i flere måneder hæmmet Viktor Axelsen, oplyser danskeren på sociale medier.

Viktor Axelsen vil holde en pause fra badminton på grund af smerter. (Arkivfoto).
Viktor Axelsen vil holde en pause fra badminton på grund af smerter. (Arkivfoto). Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen har i lang tid været plaget af smerter.

Det oplyser han i et opslag på sociale medier, herunder X og Instagram.

- Jeg har døjet med alvorlige ryg-/nervesmerter i flere måneder nu, og der er bare for mange dage, hvor min krop ikke tillader mig at bevæge mig ordentligt på dette tidspunkt, lyder det fra Viktor Axelsen.

Han led onsdag et tidligt nederlag i All England, og efterfølgende sagde han til TV 2 Sport, at han forventer at holde en pause.

- Jeg gider ikke stå at tude og komme med undskyldninger. Jeg ved bare, at min krop har brug for en lille pause. Det er planen for nu, lød det.

Han kom ikke nærmere ind på skaden, men det gør han så torsdag aften i sit opslag.

- Jeg er overbevist om, at jeg sammen med de fantastiske mennesker omkring mig vil finde en løsning for at komme videre på den bedst mulige måde.

Han kom til All England med to turneringssejre i bagagen, men fik altså kun én kamp i Birmingham.

All England blev generelt en skuffende omgang for de danske spillere.

Torsdag måtte Anders Antonsen også se sig slået, og dermed er der ingen danskere tilbage, når kvartfinalerne spilles fredag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden