Sport

Axelsen knækker sejlivet franskmand og booker ny finale

Viktor Axelsen måtte tage et tredje sæt i brug for at slå Toma Junior Popov i German Opens semifinale.

Viktor Axelsen er finaleklar i Tyskland. (Arkivfoto).
Viktor Axelsen er finaleklar i Tyskland. (Arkivfoto). Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:34

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er med besvær klar til finalen ved World Tour-turneringen German Open.

I lørdagens semifinale bøvlede danskeren med at få has på franskmanden Toma Junior Popov, men til sidst kunne den olympiske mester lade sig hylde som vinder med cifrene 21-19, 17-21, 21-17.

I søndagens finale venter enten Takahashi Koo fra Japan eller Loh Kean Yew fra Singapore. German Open er en Super 300-turnering og dermed en af de lavere rangerende turneringer på World Touren.

I det seneste møde mellem Axelsen og Popov ved EM sidste år var det overraskende med franskmanden som sejrsherre.

Lørdag formåede den stabile og sejlivede franskmand atter at matche Axelsen i mange facetter af spillet. Med aggressivt spil holdt han sig inde i første sæt helt til det sidste. Men da Popov først sendte fjerbolden i nettet og siden blev taget på sengen af en svipserv, tog Axelsen sættet 21-19.

I pausen mellem første og andet måtte Viktor Axelsen tage skoen af for at pleje en vabel på sin ene storetå.

Tilbage på banen virkede danskeren ikke generet af tåen, men han døjede stadig med at dominere Popov på samme måde, som mange andre spillere i de seneste år har været udsat for.

Midtvejs i andet sæt førte franskmanden 11-5 efter at have haft overhånden, fordi Axelsen kæmpede med at få lukket duellerne. Danskeren viste flere gange tegn på frustration, og han formåede ikke at komme tilbage i sættet trods et ihærdigt forsøg.

Danskeren kom bedst ud til tredje sæt og viste for en stund, hvorfor han er favorit, hver gang han stiller op. Foran 9-5 lignede det en klar dansk sejr, men så kæmpede Popov sig atter tilbage med fire vundne dueller i træk.

Axelsen havde held med flere challenges i det afgørende sæt, og han havde endnu en vigtig en på sin side, da han bragte sig på 14-12. Det lille forspring voksede til et stort forspring og blev siden vekslet til en dansk finaleplads.

Der bliver også dansk deltagelse i finalen i mixeddouble. Sammen med sin hollandske makker Robin Tabeling spillede Alexandra Bøje sig i finalen ved at slå den danske duo med Rasmus Espersen og Amalie Kudsk i tre sæt.

I damesingle var der ikke dansk succes lørdag, da Mia Blichfeldt tabte sin semifinale med 19-21, 20-22 til Jia Min Yeo fra Singapore.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden