spil

Axelsen knuser inder og stryger i tysk semifinale

Indiske Kidambi Srikanth pressede Viktor Axelsen en smule i andet sæt, men danskeren vandt sikkert.

Viktor Axelsen er klar til semifinalen i German Open (Arkivfoto).
Viktor Axelsen er klar til semifinalen i German Open (Arkivfoto). Dita Alangkara/Ritzau Scanpix

Badmintonstjernen Viktor Axelsen gjorde kort proces, da han fredag spillede sig i semifinalen ved German Open i den tyske by Mülheim an der Ruhr.

På blot 35 minutter besejrede han indiske Kidambi Srikanth, som er nummer 11 på verdensranglisten. Det skete med cifrene 21-10, 23-21.

Dermed fortsatte han en overlegen række af sejre i den tyske turnering. Før elimineringen af Srikanth havde franske Toma Popov og tyske Max Weisskirchen fået verdensetterens styrke at smage.

I semifinalen venter endnu en inder. Lakshya Sen, som er verdens nummer 12, skal således forsøge at standse danskeren, der dog ser ud til at være i fin form.

Viktor Axelsen er den eneste danske herresinglespiller, der er med i German Open. Anders Antonsen skulle have været med, men han meldte afbud, inden turneringen nåede at gå i gang.

Hos kvinderne har singlespillerne Line Christophersen og Line Kjærsfeldt været med, men de røg ud i henholdsvis første og anden runde.

German Open er en såkaldt Super 300-turnering. Den er dermed en del af det femtehøjeste niveau i badmintonsporten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden