Sport

Axelsen må bruge tre sæt i German Open-åbner

Viktor Axelsen kom på arbejde mod verdens nummer 47 i sin første kamp siden India Open-triumfen i januar.

Viktor Axelsen er klar til anden runde i German Open. (Arkivfoto).
Viktor Axelsen er klar til anden runde i German Open. (Arkivfoto). Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:15

Viktor Axelsen er klar til anden runde af badmintonturneringen German Open, men måtte en smule overraskende ud i tre sæt mod Riku Hatano fra Japan, der er nummer 47 i verden.

Den danske verdensstjerne havde ikke været på banen, siden han vandt India Open i januar. Og måske var der lidt rust, der skulle bankes af.

Alt så ud til at gå glat, indtil Axelsen ved 18-15 i første sæt pludselig tabte fire bolde i træk og lukkede Hatano ind i sættet igen. Japaneren udnyttede momentum til at tage første sæt 22-20.

Hatano fulgte med til 15-15 i andet sæt, men Axelsen strammede grebet og vandt sættet 21-16.

Det så ud til, at japaneren dermed havde brugt sin mulighed for at skabe en overraskelse.

Axelsen var nu helt ovenpå og bragte sig lynhurtigt foran 9-2 i tredje sæt. Japaneren holdt nogenlunde stand til 9-16, men tabte derefter de næste fem bolde på stribe.

Også Rasmus Germke er klar til anden runde i turneringen efter en sejr i et rent dansk opgør mod Mads Christophersen. Gemke vandt med 21-19 i tredje og afgørende sæt.

I damesingle er tre danskere videre. Mia Blichfeldt, Amalie Schulz og Line Christophersen klarede alle første hurdle.

German Open er en Super 300-turnering og dermed en af de mindre på badmintonsportens World Tour.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden