Axelsen udraderer indoneser og er semifinaleklar

Anthony Ginting fik ikke et ben til jorden, da Viktor Axelsen spillede sig i All England-semifinalen.

Viktor Axelsen vandt All England i 2020. <i>Sportxpress/Ritzau Scanpix</i>

Viktor Axelsen vandt All England i 2020. Sportxpress/Ritzau Scanpix

Efter en uhørt overlegen præstation er Viktor Axelsen klar til semifinalen ved All England.

Med en knusende sejr på 21-4, 21-9 over indonesiske Anthony Ginting, der er nummer fem på verdensranglisten, avancerede Axelsen, som viste skræmmende styrke.

Ginting vandt kampens første to dueller, men derfra stod der Viktor Axelsen på det hele. Fynboen sluttede første sæt med at vinde 14 point i træk.

Pausen hjalp ikke rigtigt for Ginting, som heller intet kunne stille op i andet sæt. Axelsen styrede begivenhederne fuldstændigt og endte med at booke semifinalepladsen på blot 34 minutter.

- Jeg oplevede en kamp, hvor det meste fungerede for mig, og der var måske ikke så mange ting, der fungerede for Ginting, men det var også min fortjeneste, siger Axelsen efter sejren.

- Jeg bevægede mig godt og havde en god plan, så jeg er rigtig glad. Jeg kommer aldrig til at sige, jeg spillede en perfekt kamp, men det var hvert fald en kamp, hvor jeg følte, at jeg spillede rigtig godt og formåede at få tæt på mit bedste spil frem.

I semifinalen lørdag skal den danske verdensetter møde Chou Tien Chen fra Taiwan, der i sin kvartfinale slog Jonatan Christie, der ligesom Anthony Ginting er fra Indonesien. Chou Tien Chen vandt i to sæt med cifrene 21-10, 21-15.

- Det betyder enormt meget at være i semifinalen. Familien er på lægterne og fantastisk stemning med danske flag blandt tilskuerne, så jeg glæder mig helt sindssygt meget til i morgen (lørdag, red.), lyder det fra Axelsen.

Axelsen jagter sin anden All England-titel i karrieren efter også at have vundet den prestigefyldte turnering i 2020. Han har været i finalen hvert år siden 2019, men altså tabt to ud af tre indtil videre.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.