Axelsen vil bruge sin erfaring i All England-finale

Viktor Axelsen har vundet alle de største turneringer, og det bliver et våben for ham i All England-finalen.

Viktor Axelsen har været forrygende spillende ved All England og står nu i sin fjerde finale på stribe. <i>Justin Tallis/Ritzau Scanpix</i>

Viktor Axelsen har været forrygende spillende ved All England og står nu i sin fjerde finale på stribe. Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen står søndag i sin fjerde All England-finale på stribe. Han vandt i 2020, mens han tabte i 2019 og 2021.

Men den danske stjerne, som er tidligere verdensmester og forsvarende olympisk mester, har efterhånden enorm erfaring i at spille badmintonsportens største finaler.

Sådan forholder det sig ikke for søndagens finalemodstander, den 20-årige inder Lakshya Sen. Den forskel i erfaring vil Axelsen forsøge at udnytte.

- Jeg går formentlig ind med en god ro. Jeg har stået der før, og jeg ved, hvad det er. Jeg glæder mig, siger den 28-årige dansker til TV 2 Sport.

Lakshya Sen, som er blandt Axelsens træningsmakkere i Dubai, slog for alvor igennem sidste år, da han nåede semifinalen ved VM.

I januar i år vandt han hjemlandets India Open, da han slog verdensmester Loh Kean Yew i finalen. Og for bare en uges tid siden slog han netop Axelsen i semifinalen ved German Open.

Derfor ved Axelsen også, at det bliver en vanskelig opgave, selv om den danske verdensetter har været voldsomt overbevisende hele vejen frem mod finalen.

Han er opsat, og han går ind til finalen, som var det hans sidste chance for at vinde en af sportens største titler.

- Det er ikke once in a lifetime, for jeg har prøvet det nogle gange, men det er den fornemmelse, du har, når du går på banen i en All England-finale, siger Axelsen.

I indbyrdes opgør fører Viktor Axelsen 4-1. Inden det tætte tresætsnederlag til Sen i German Open var de fire foregående endt i dansk favør efter to sæt.

Fynboen er én af kun tre herresinglespillere i historien, som har vundet både OL, VM og All England. De to øvrige er kineserne Lin Dan og Chen Long.

Sidstnævnte blev besejret af Axelsen i OL-finalen i Tokyo sidste år. Lin Dan blev nedlagt af Axelsen i VM-finalen i 2017.

Søndagens All England-finale mellem Axelsen og Lakshya Sen er den sidste af de fem finaler, der skal spilles. Den første sættes i gang klokken 13.

Det forventes derfor, at Axelsens kamp spilles sidst på eftermiddagen eller først på aftenen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.