Bakiz: AaB-skifte har været det hele værd

Younes Bakiz går ydmygt men meget målrettet til sine nye udfordringer som AaB-spiller

AaB har købt Younes Bakiz i Viborg, og man har givet ham en kontrakt til sommeren 2026. Torsdag havde han første træningsdag i Aalborg.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

AaB har købt Younes Bakiz i Viborg, og man har givet ham en kontrakt til sommeren 2026. Torsdag havde han første træningsdag i Aalborg.  Foto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD:Da AaB trænede torsdag formiddag var det med et nyt ansigt i truppen. Younes Bakiz havde første arbejdsdag som AaB-spiller, og det var tydeligt, at den nye dreng i klassen, nød den første dag og de mange nye indtryk. 

Bakiz havde fået tilkoblet en mentor i de første øvelser. Han holdt sig nemlig tæt på den tidligere holdkammerat fra Viborg-tiden, Lars Kramer. Da de indledende øvelser var overstået, blev truppen splittet op, og Bakiz røg med de offensive spillere ned for at træne kampsituationer mod et U19-forsvar. 

At det ikke resulterede i et eneste mål, var ikke Bakizs fejl, men lidt bekymrende var det da. For Younes Bakizs vedkommende var det tydeligt, at han mangler lidt træning, inden han rammer sin topform. Det er er der en helt naturlig forklaring på, da den sidste tid i Viborg ikke foregik på træningsbanen sammen med holdkammeraterne. 

- Personligt er jeg rigtig glad for at røre en bold igen. Det er første gang i et stykke tid. Denne sommer har været lidt mærkelig for mit vedkommende. Den sidste periode i Viborg var vi enige om, at jeg ikke skulle træne med. Jeg har fået fri til at afsøge mine muligheder. Der har været en forhandling i gang længe, siger Younes Bakiz, da Nordjyske snakker med ham efter træningen, som var lidt kortere for ham end holdkammeraterne. 

- Jeg har allerede snakket med den fysiske stab om, at vi skal have respekt for, at jeg har løbet rundt på et løbebånd i et godt stykke tid. Der er nogle fodboldbevægelser, jeg lige skal have ind igen, men jeg håber, at jeg rigtig hurtigt kan komme ind og bidrage bare 10-15 gode minutter i første omgang, siger Younes Bakiz.

Kender systemet

Når Younes Bakiz kommer i god kampform vil den taktiske tilpasning gå nemmere for ham, end for så mange andre spillere, der skifter klub. Han kender nemlig Lars Friis' system fra deres fælles fortid i Viborg. 

- Jeg kender systemet, og da jeg spillede under ham i Viborg spillede jeg både kantspiller, 8'er og til dels også angriber, så jeg kan udfylde forskellige roller. Jeg spiller, hvor det er bedst for holdet, siger den nyeste AaB-spiller.

Han har gjort sig nogle grundige overvejelser inden sit skifte, der i øvrigt har været på tegnebrættet i et godt stykke tid. Det har givet mulighed for Bakiz til at danne sig en kvalificeret holdning til sin nye klub.

- AaB er en klub er en klub, der ikke skal ligge der i tabellen, hvor vi ligger nu efter den her sæsonstart, så mit første mål er, at jeg skal være med til at vende skuden. AaB er en top seks-klub, så det er mit første fokus. Vi skal have vendt det her, siger Younes Bakiz.

AaB har et motto, der hedder: AaB er det hele værd. Det er en sætning, som Younes Bakiz om nogen kan sætte sig ind i. Afskeden med Viborg var ikke verdens lykkeligste, men med skiftet til AaB har været det hele værd.

- Det har ikke været sjovt. Alle fodboldspillere vil jo allerhelst være på banen. Når jeg ikke har været det i et stykke tid har det været ærgerligt for mig personligt, men nu er det lykkes at komme til AaB, så det har været de her trælse tider værd, som man vel siger på nordjysk, siger Younes Bakiz. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden