Bale tordner mod aviskritik efter helterolle for Wales

Dagen efter sine to vigtige mål mod Østrig kritiserer Gareth Bale den måde, som spanske medier behandler ham.

Gareth Bale scorede torsdag to gange i 2-1-sejr over Østrig, da Wales spillede sig nærmere VM i Qatar. <i>Matthew Childs/Ritzau Scanpix</i>

Gareth Bale scorede torsdag to gange i 2-1-sejr over Østrig, da Wales spillede sig nærmere VM i Qatar. Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren Gareth Bale sendte torsdag Wales tættere på VM i Qatar med to scoringer i en 2-1-sejr over Østrig.

Fredag er den 32-årige Real Madrid-spiller ude med en krads kritik af de spanske medier, der ofte har kritiseret ham for at hæve en stor løn uden at bidrage med det store på banen.

Siden ankomsten i 2013 og frem til nu har den højtbetalte stjerne ofte været helt ude af truppen i Real Madrid, hvilket har gjort ham til et yndlingsoffer i de spanske medier.

- Medierne forventer overmenneskelige præstationer fra professionelle atleter, og de er de første til at fejre dem, når de leverer.

- I stedet for at vise medfølelse, når de begår en lille menneskelig fejl, så river de folk i småstykker og opmuntrer til vrede og skuffelse hos fans, skriver Gareth Bale på Twitter.

Waliseren henviser i sit opslag til en gennemgang, som den britiske avis Daily Mail har indsamlet af spanske avishistorier.

Her henviser Daily Mail til, at avisen Marca har omtalt Gareth Bale som en parasit. Gareth Bale skriver i sit opslag, at "alle godt ved, hvem den rigtige parasit er".

Waliseren fortæller, at han gennem årene er blevet tykhudet, når det kommer til kritik. Men han frygter, at andre kan bukke under.

- Presset på atleter er enormt i hverdagen. Og det er tydeligt, at den negative medieopmærksomhed nemt kan sende en allerede stresset atlet eller andre offentlige personer ud over kanten, skriver han.

Forud for torsdagens sejr over Østrig havde Gareth Bale blot spillet 77 minutters fodbold for Real Madrid, siden han i november senest optrådte for det walisiske landshold.

Med sejren over Østrig står Wales nu over for enten Skotland eller Ukraine i kampen om at kvalificere sig til VM. Skulle det ske, så er det første gang siden 1958, at Wales deltager ved et VM.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.